
Ny prisvindende dansk film med Pilou Asbæk er "Brokeback Mountain på Færøerne" med vampyrer
Interview med instruktør og hovedrolle på ‘No Rest for the Wicked’
Den nye danske film No Rest for the Wicked rammer biograferne herhjemme, efter at den allerede har fået stor international opmærksomhed.
Tilbage i juli fik den verdenspremiere i Fantasia International Film Festival i Montréal. En meget velanset genrefestival, hvor filmen tilmed modtog to af festivalens største priser nemlig Bedste Instruktør til Kasper Kalle og Bedste Skuespiller til Pilou Asbæk, der indtager filmens ene hovedrolle.
I anledningen af den danske premiere har vi haft besøg af instruktør Kasper Kalle og den anden hovedrolle, færringen Egor Venned, der er bosat i Los Angeles.
Hør deres oplevelser med filmen i videoen nederst, eller læs et uddrag herunder.

'No Rest for the Wicked' er en fortælling om en altfortærende kærlighed, som overvinder alt… selv døden.
Historien udspiller sig på Færøerne anno 1862, hvor en fremmed (Pilou Asbæk) redder en lokal (Egor Vedder) fra at drukne. Først mødes han med taknemmelighed. Men da hans ankomst kort efter vender fuldstændig op og ned på det isolerede øsamfund, sætter de sig for at bekæmpe det udefrakommende.
‘No Rest for the Wicked’ er baseret på en historie, der blev udgivet i 1800-tallet. Kasper Kalle fortæller:
- Vores film er baseret på en novelle fra 1884, som er skrevet af en tysk forfatter, Karl Heinrich Ulrichs. Jeg hører om den, da jeg kontakter min producer Lars, fordi jeg har en idé til en spillefilm. Og så siger han ”Okay, din idé minder sindssygt meget om den her novelle, vil du ikke læse den?
- Så læste jeg den, og var ret blæst bagover af, at den var skrevet for så lang tid siden og alligevel rørte den mig så meget. Det er en af de første stolte fortællinger om homoseksuel kærlighed. Så det er en meget vigtig historie. Og så var jeg bare sådan: ”Selvfølgelig skal vi lave den”.

Der var en række elementer, som særligt talte til instruktøren:
- Den har et vampyrlag i sig. Men den er skrevet 13 år før ’Dracula’, så den er meget sin egen stil og sin egen vampyrgenre, som jeg rigtig godt kunne lide. Og så har den jo den store kærlighedshistorie.
- Den bruger også Færøerne virkelig godt. Naturen er en stor del af fortællingen. At få lov til at lave så en smuk fortælling, der foregår på Færøerne er jo fantastisk!

‘Brokeback Mountain’ på Færørerne
‘No Rest for the Wicked’ er svær at sætte en boks, den veksler mellem forskellige genrer. Noget som Kasper Kalle kun ser som en styrke:
- Det moderne publikum kender så godt til genrefilm, at jeg synes, at det er befriende og et frisk pust, at vi bare tager noget fra forskellige genrer og blander dem.
- Men så prøver vi jo at flette det ind i filmen i forhold til karakterernes rejser. Så genrerne passer til karakterernes følelser.
- Så det starter lidt som ’Brokeback Mountain’ på Færøerne, og så bliver det lidt mere mystisk, vampyragtigt med tågen, og så noget gotisk kærlighed til sidst.
- Det er det, der gør, at jeg synes, at filmen også har et moderne udtryk, og at det nok er lidt mere et eventyr end en periodefilm.
‘No Rest for the Wicked’ kan ses i biogaferne nu.
Se vores video-interview herunder: