Ny film er kun begyndelsen: Løfter sløret for Lotte & Tottes næste eventyr

"Vi har en million ideer"
Lotte & Totte
(© SF Studios)

Instruktør Mia Fridthjof har store planer for de to børnefigurer Lotte og Totte, der netop nu har fået liv i animationsfilmen Lotte & Totte – Min første ven

Filmen er kun begyndelsen, hvis det står til Fridthjof, der allerede har en tv-serie på vej til DR Ramasjang med hele 16 korte afsnit – og mange flere idéer i ærmet. 

Ambitionerne stopper ikke her, for med en blanding af originale fortællinger og klassiske børnetemaer håber hun at bygge et helt univers op omkring de elskelige karakterer.

- Der er en million idéer til fremtiden, fortæller hun med begejstring – men først skal publikum tage godt imod filmen og dens nye visuelle udtryk, fortæller hun til kino.dk.

Læs vores to forrige interviews med Mia Fridthjoft her:

Ikonisk bogserie er blevet til dansk biograffilm: "Mange har et forhold til de her bøger"

Malte Eberts sang ændrede manuskriptet: Skrevet direkte ind i ny filmscene

Hvis det står til Fridthjof, så er 'Lotte & Totte - Min første ven' da heller ikke den eneste film om de to børne-figurer, som hun laver. Hun vil meget gerne lave en fortsættelse. 

I første omgang lander den nye Lotte & Totte-serie i slutningen af året på DR Ramasjang.

Mia afslører, at der er 16 afsnit af syv minutters varighed på vej, hvoraf de fleste af dem vil være helt nye historier, mens enkelte vil være genbrug fra filmen.

- Vi sidder og arbejder på det nu. Både på Tenerife og herhjemme, fortælle den travle filmmager.

Ifølge Fridthjof vil nogle af afsnittene tage deres udspring i de klassiske børnebogsfortællinger om tandlægen, vaccination, opstart i børnehaven og alle mulige andre situationer.

- Aftalen med rettighedshaveren er, at sæson 1 på serien er baseret på bøgerne og de temaer, som er i dem. Og hvis det går godt, så er de åbne overfor, at man også kan lave en sæson 2 med historier, som jeg finder på.

- Mulighederne er utallige for fremtiden, men nu skal den første film lige lande først - og danskerne og omverdenen skal have lov til at tage imod det nye design, forklarer Mia Fridthjof.

I første omgang kan man udvide sin biografoplevelse med en aktivitetsbog, som vil være tilgængelig i fysisk form i nogle biografer (efter først til mølleprincippet) og ellers er tilgængelig på filmens hjemmeside.

'Lotte & Totte - Min første ven' kan ses i biograferne nu.

 

Se traileren herunder:

Nyeste film i biografen