
Ny dansk film handler om et vigtigt emne: "Alle har brug for en krammer"
‘Over stregen’ kan ses i biografen
Det danske drama Over stregen kan netop nu ses i biografen. Du kan finde dine billetter til filmen her på Kino.dk.
Filmen er baseret på virkelige hændelser og fortæller historien om den 13-årige Martin, hvis hverdag langsomt bliver ødelagt af mobning, digitale trusler og et skolesystem, der ikke formår at hjælpe ham.
Martins far Thomas kæmper en desperat kamp for at hjælpe sin søn, mens han samtidig bliver konfronteret med sine egne oplevelser med mobning fra barndommen.
Martin forsøger at finde små frirum fra mobningen gennem håndbold, musik og venskabet med klassekammeraten Siv. Men da en grænse bliver overskredet, tvinges han til at træffe et valg, der kan ændre alt.
De to hovedrolleindehavere Ejgil Riis Hansen og Martin Greis-Rosenthal var forbi Kino.dk til en snak om filmens temaer, duoens samspil som far og søn samt om, at det er lidt sejt pludselig at blive skuespiller.

En familie under pres
I ‘Over stregen’ er det tydeligt, at der under overfladen ulmer nogle store følelser. Filmen skildrer således også et komplekst forhold mellem far og søn, og hvordan forholdet bliver sat på prøve, når sandhederne så småt begynder at komme frem.
I takt med Martins svære omstændigheder bliver far-søn-forholdet også endnu skrøbeligere.
Det var den dynamik, som var dragende at arbejde med for begge skuespillere - og når man dykker dybt ned i de relationer, så forstår man, hvad det i virkeligheden handler om.
Martin Greis-Rosenthal, der ses i rollen som Thomas, fortæller bl.a.:
- Det, der er så fint med den her film, det er deres relation, og at der i virkeligheden er brug for, at man som forældre stopper op og lytter i den skrøbelige position, det er og faktisk accepterer, at man ikke har alle redskaberne, og jeg kan ikke fjerne al smerte fra mit barn.
- Jeg tror en af de ting, som i hvert fald har slået mig, er det der med, at man ikke skal misforstå omsorg og kontrol. Det er ikke det samme som kærlighed.
Ejgil Riis Hansen, der ses i rollen som sønnen, håber, at ‘Over stregen’ kan være med til at hjælpe familier, som har det svært og må håndtere mobning i hverdagen:
- Jeg synes, at ‘Over stregen’ er en rigtig vigtig film, fordi man selv kan relatere til den, da der er rigtig mange, som bliver udsat for mobning. Både i skolen, gymnasiet og faktisk også på arbejdspladser. Jeg synes, det er et rigtig vigtigt emne, fordi det er et problem.
- Der er mange, som har det svært og har brug for noget hjælp, så måske kan den her film hjælpe dem lidt med, at det ses fra nogle andres øjne.

“Din skuespillerfar”
Filmens stærke scener og samspillet med Ejgil Riis Hansen påvirkede Martin Greis-Rosenthal på flere måder - både i rollen som Thomas, men han kunne ikke undgå også at koble det til sine egne erfaringer i rollen som far:
- Når han møder modstand, så ved han ikke, hvad han skal stille op. Det er noget, der gør, at ikke kun mig som din skuespillerfar, men også mig som far og forælder, at jeg bliver simpelthen så rørt af det, du laver. Fortæller Martin Greis-Rosenthal med henvisning til Ejgil Riis Hansen. Han uddyber:
- Fordi det er så troværdigt og det er så ærligt. Man har bare lyst til at samle ham op og give ham en ordentlig krammer. Ja, alle har brug for en krammer.
Martin Greis-Rosenthal satte også lidt flere ord på karakteren Thomas, og hvad han har taget med fra den rolle:
- Thomas er hverken en perfekt far, og han er heller ikke en elendig far. Han er lige så fejlbarlig som du og jeg og alle mulige andre, men han prøver virkelig med de redskaber, han har til til rådighed. De redskaber han har er kærlighed, en omsorg for sit barn, og så handler han. Han er en businessman, og han er vant til at handle sig ud af alle problemer.
Men i rollen som Thomas var der hele tiden en ekstra faktor, som han skulle have med i sit skuespil:
- Thomas har jo det store problem, at han er en mand, hvor livet har lært ham, at de spøgelser, han ser er rigtige.
Især samspillet og relationen mellem de to hovedroller tog filmens stærke scener til et nyt niveau. Her fortæller Martin Greis-Rosenthal videre:
- Vi lavede en scene sammen, som var meget dramatisk, og det var den første scene, vi havde sammen i København. Det var noget, der havde pirket lidt til mine tårekanaler. Jeg havde også oplevelsen af, at det gjorde sig gældende hos dig - henvendt til Ejgil Riis Hansen.
- Fem minutter efter der er blevet sagt “tak”, så er der frokost, og så sidder vi og spiser, og så var jeg sådan: “Ej, det var fantastisk det, du lavede - det var helt vildt - og så sagde du til mig: “Jamen det er jo helt oplagt, når du spiller sådan, så virker det på mig” - og på den måde fik vi allerede fra første scene opbygget et fuldstændig naturligt bånd i forhold til at bruge hinanden.

“Den bedste tid i mit liv”
‘Over stregen’ var en kæmpe oplevelse for den nærmest skuespilsdebuterende Ejgil Riis Hansen:
- Jeg havde lavet en kortfilm før det, men ellers havde jeg ikke lavet noget skuespil før. Det var spændende at prøve noget nyt, for jeg har jo bare været i skole hele mit liv - og så lige pludselig blive taget ud af skolen i en måned og gå på arbejde.
Særligt de nærverende dialogscener var noget, Ejgil Riis Hansen har gode minder fra:
- Jeg kunne rigtig godt lide scener, hvor man bare var to og havde en dialog. Man kunne stadig hygge sig i det, selvom det ikke var en hyggelig scene.
Det er en oplevelse, som har sat sig i ham for livet:
- Det (‘Over stregen’, red.) var et rigtig fedt forløb i mit liv, og jeg kan også huske, at jeg siger til min ven, at det var den bedste tid i mit liv nærmest, så det var spændende at være hovedrolle og blive kørt hver dag.
Den store rolle som sønnen i filmen har også bragt Ejgil Riis Hansen stor anerkendelse blandt dem, han kender. Især fordi han havde samarbejdet med den skuespillerdebuterende håndboldstjerne Mikkel Hansen:
- Det var ret sejt, og da jeg fortalte det til folk, så var de også sådan “wow”.
Efter de gode oplevelser med ‘Over stregen’ har Ejgil Riis Hansen allerede gang i mere skuespil. Han fortæller afslutningsvist:
- Jeg har allerede lavet noget mere nu her, så jeg vil gerne lave mere skuespil, også fordi det var hyggeligt med alle de relationer, man får bygget op og alle de søde mennesker, man møder.
‘Over stregen’ har biografpremiere den 5. november. Find dine billetter her på Kino.dk.
Se traileren for ‘Over stregen’ herunder: