Ny dansk film giver stemme til dem, som sjældent ses på det store lærred i Danmark

Prisvindende instruktør står bag 'Lucky'
Lucky
(© Stroud Rohde Pearce)

Instruktøren Nitesh Anjaan debuterer med sin første spillefilm, der har titlen Lucky og får premiere til marts 2026. Filmen handler om en håbefuld ung mand fra Indien, der rejser til Danmark for at studere, og den forsøger at give en stemme til dem, som sjældent ser sig selv i dansk film. 

Zentropa og Nordisk Film Distribution har netop udsendt en pressemeddelelse, der offentliggør filmen. Her bliver plottet beskrevet som følger:

Da 23-årige Lucky får sit studievisum til Danmark, er det opfyldelsen af en livslang drøm, han deler med unge fra hele Indien: en drøm om at komme til udlandet for at studere og skabe en bedre fremtid for sig selv og sin familie. 

Men i København kolliderer universitetsdrømmen med en barsk virkelighed, hvor Lucky må se sig omringet af mennesker, der forsøger at udnytte hans usikre situation, mens han arbejder dag og nat for at beholde sit visum. 

Den gyldne mulighed viser sig at have langt større omkostninger, end Lucky regnede med, og det, der startede som hans livs eventyr, bliver i stedet en ensom rejse ind i en labyrint, der ikke er nogen nem vej ud af.

Lucky
Angela Bundalovic og Sandesh Bhndari i 'Lucky' (© Henrik Ohsten)

Forfatter og filminstruktør Nitesh Anjaan blev uddannet fra Den Danske Filmskole i 2019, men allerede flere år forinden havde han gjort sig bemærket. I 2014 fik hans instruktørdebut 'Med verden imellem os' (2014) premiere på CPH:DOX, og to år senere vandt han prisen for Bedste Debutfilm på Mumbai Filmfestival.

'Lucky' er Anjaans første spillefilm efter flere dokumentaristiske værker, og den er skrevet i samarbejde med Ida Åkerstrøm Knudsen.

Hovedrollen spilles af Sandesh Bhndari, som er uddannet fra National School of Drama (NSD), en af Indiens førende uddannelser inden for scenekunst. Han debuterede som filmskuespiller i PIPPA i 2023.

Overfor ham står Angela Bundalovic, der er kendt fra bl.a. 'The Rain', København findes ikke og Fuld af kærlighed

'Lucky' får biografpremiere den 26. marts 2026.

Nyeste film i biografen