streepdevil
Foto: Walt Disney Studios Motion Pictures

Nu er det bekræftet: Meryl Streep får kæmpe rolle i ny 'Narnia'-film

“Et storslået eventyr”

Tre år efter at Greta Gerwigs Narnia: The Magician’s Nephew første gang blev annonceret, begynder der endelig at ske ting.

Den seneste uge har Netflix delt filmens logo, den officielle synopsis og et nyt billede fra optagelserne. Empire har også meldt sig på banen og bringer det allerførste billede af Aslan på forsiden af magasinets novemberudgave.

Og bag løvemanken gemmer der sig en stemme, vi kender særdeles godt.

Over for Empire bekræfter Gerwig, at det er selveste Meryl Streep, der skal lægge stemme til Aslan, Narnias konge. Instruktøren forklarer også, hvorfor hun ønskede netop Streep i rollen.

- Jeg ville have nogen, der var dyb, men ikke prætentiøs, som havde tyngde, men ikke en dyster selvhøjtidelighed. En, der kunne formidle dybde og patos såvel som glæde og fryd,” siger Gerwig til Empire.

- Jeg ville have nogen, der var over 70, så der var en visdom baseret på erfaring, men som også havde evnen til at undre sig på ny, som et barn. Og derudover skulle det være en af de største skuespillere, der nogensinde har gjort det. Den liste er ikke særlig lang.

btwnarniagerwig
Foto: Peter Mountain / Netflix

Rockmusikken som inspiration

‘Narnia: The Magician’s Nephew’ er baseret på C.S. Lewis’ bog fra 1955, som aldrig tidligere er blevet filmatiseret.

Historien foregår før “Løven, heksen og garderobeskabet”, som udkom i 1950, og handler om Digory Kirke og Polly Plummer. De to børn bliver de første mennesker, der opdager Narnia, efter at Digorys onkel Andrew Ketterley giver dem en magisk ring.

Netflix beskriver den nye film som “et storslået eventyr, der inviterer drømmere i alle aldre til at opleve skabelsen af Narnia”.

Gerwig har også afsløret lidt om filmens visuelle udtryk og den følelse, hun ønsker at give publikum. I interviewet fortæller hun, at flere af rockhistoriens største navne har været en vigtig inspirationskilde undervejs.

- David Bowie reddede mit liv. Paul McCartney reddede mit liv. David Gilmour reddede mit liv. Pete Townshend reddede mit liv. Jimmy Page, Robert Plant. Da jeg hørte deres musik, fik jeg en dyb følelse af, at … “Det skal nok gå.”

- Narnia er bogstaveligt talt en verden skabt af musik. Det er en verden, der synges til live af Aslan, og for mig føltes rock ’n’ roll som en verden skabt af musik.

Tja, der er bestemt noget Bowie-agtigt over den løve:

narniagerwigempire
Foto: Empire Magazine

Når det er sagt, er ‘Narnia: The Magician’s Nephew’ ikke en musical (yay eller nay, alt efter hvordan man ser på det).

Filmen bliver Gerwigs første siden Oscarvinderen ‘Barbie’, som blev en kæmpesucces i biograferne i 2023. Og hvis alt går efter planen, kan dette blive begyndelsen på et langt ‘Narnia’-eventyr for instruktøren.

Ifølge rygter på nettet skal hun nemlig instruere mindst to film mere for Netflix.

På rollelisten finder vi Daniel Craig som Andrew Ketterley, Carey Mulligan som Mabel Kirke, Emma Mackey som Den Hvide Heks, Meryl Streep som Aslan, Beatrice Campbell som Polly Plummer og David McKenna som Digory Kirke.

‘Narnia: The Magician’s Nephew’ får biografpremiere den 12. februar 2027. Derefter udkommer den på Netflix den 2. april.

Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: