
Nolans nye storfilm hyldes: "En absolut triumf"
Er det her filmskaberens kronjuvel?
Christopher Nolans The Odyssey har endelig fuldført sin første rejse foran filmkritikerne. De første og tidlige reaktioner kan grundlæggende opsummeres sådan her: Find det største lærred muligt.
For dem, der tog en lur i oldtidskundskabstimerne, er ’The Odyssey’ baseret på Homers episke digt af samme navn, der er et værk på omkring 12.000 verslinjer, som menes at være blevet nedskrevet på et tidspunkt i det 7. eller 8. århundrede f.Kr.
Dybt forankret i græsk mytologi fortæller filmen således historien om den græske konge Odysseus (Matt Damon), der efter at have deltaget i de årelange trojanske krige nu vil rejse hjem for at blive genforenet med sin hustru Penelope (Anne Hathaway) og sønnen Telemachos (Tom Holland).
Det er en både følelsesmæssig og fysisk prøvelse, der fører Odysseus og hans besætning over rasende have, gennem Hades’ flammer og ind i monstrenes huler.
Filmen er optaget over 91 dage og filmet udelukkende i IMAX verden over, herunder bl.a. lande som Grækenland, Italien, Marokko, Island og Skotland.

Hvis man skal tro de første reaktioner, har Christopher Nolan endnu engang skabt en biografoplevelse af de helt store.
Flere amerikanske filmjournalister og kritikere har nemlig været til tasterne efter de første visninger - og der bliver ikke ligefrem sparet på superlativerne.
Colliders chefredaktør Steven Weintraub skriver:
- Jeg er fuldstændig blæst bagover af den her film. Alt fra de fejlfri præstationer til måden, Nolan omfavner det overnaturlige på, er bare perfekt.
Også Erik Davis fra Fandango kalder filmen en af Nolans største bedrifter:
- En absolut triumf og en kronende filmisk præstation fra en af vores tids største filmskabere. Det føles som om, at alt det, som Nolan har arbejdet hen imod med IMAX kulminerer her.
Erik Davis fremhæver samtidig filmens overraskende uhyggelige elementer og Robert Pattinsons præstation som filmens skurk, som han mener "stjæler hele showet".
Varietys Jazz Tangcay er ligeledes begejstret:
- Det er en forbløffende bedrift. Et triumferende og spektakulært epos.
Hun fremhæver samtidig den stjernespækkede rolleliste med bl.a. Matt Damon, Tom Holland, Anne Hathaway og Lupita Nyong'o, som hun kalder "oprigtigt storslåede".
ScreenRants Liam Crowley går måske længst i sin ros:
- Vores generations største biografoplevelse. En fuldstændig redefinering af ordet episk og en ny guldstandard for blockbusterfilm.
Nick de Semlyen fra Empire beskriver filmen som "rig, medrivende og dybt følelsesladet filmskabelse", mens han fremhæver filmens tredje akt som noget helt særligt.