Michael The Verdict
Foto: Netflix

Netflix udgiver ny serie om Michael Jackson-retssagen: Se traileren

Nok ikke tilfældig timing

En ny Netflix-serie i tre episoder tager fat på den opsigtsvækkende retssag mod Michael Jackson i 2005.

Michael Jackson: The Verdict får premiere den 3. juni, samtidig med at biograffilmen Michael fortsat vises i biograferne. Biograffilmen, som har familiens officielle godkendelse, har foreløbig indtjent 713 millioner dollars og slutter i 1988.

Den nye Netflix-dokumentarserie handler derimod om popstjernens tiltale fra 2003 for seksuelle overgreb mod børn, den efterfølgende retssag i 2005 samt mediecirkusset omkring retssagen, skriver Variety.

Centrale personer, som var til stede i retssalen, bliver interviewet, blandt andet nævninge, vidner, anklagere og forsvarere samt mediepersonligheder, der dækkede sagen. Dokumentaren skildrer altså retssagen mod Jackson set fra både anklagemyndighedens og forsvarets side.

Instruktør Nick Green og producer Fiona Stourton siger til Netflix-sitet Netflix Tudum, at det "føltes som det rette tidspunkt at se tilbage på retssagen og de spørgsmål, som stadig består".

– Det er 20 år siden retssagen mod Michael Jackson, hvor han blev fundet uskyldig. Alligevel raser kontroversen stadig den dag i dag. Ingen kameraer var tilladt i retssalen, og offentlighedens opfattelse af fakta blev dengang filtreret gennem kommentatorer og præsenteret stykkevis og delt. Det var på tide med en grundig gennemgang af retssagen som helhed, siger de i udtalelsen.

Se traileren til dokumentarserien herunder.

For at se dette indhold skal marketingcookies være slået til. Klik her for at ændre dine indstillinger.
Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: