Netflix afslører: Har nye film på vej med Dar Salim og Christopher
Det er ikke første gang, at instruktøren Mehdi Avaz samarbejder med Netflix. Han har allerede været aktuel på streamingtjenesten med Toscana og A Beautiful Life, der begge bl.a. har sanger og skuespiller Christopher på rollelisten.
Filmskaberens nye Netflix-projekt er filmen Mango. Det blev annonceret på årets netop afholdte Copenhagen TV Festival.
'Mango' beskrives som en romantisk komedie og har bl.a. Josephine Park, Dar Salim og Anders W. Berthelsen på rollelisten. Sidstnævnte er lige nu biografaktuel med den politiske thriller Mørkeland.
Josephine Park er heller ikke et nyt ansigt i Netflix-regi. Hun har som bekendt hovedrollen serien 'Skruk', der netop nu er aktuel med 2. sæson på streamingtjenesten.
Dar Salim har man bl.a. også kunnet opleve i den danske Netflix-film Kærlighed for voksne.
Mehdi Avaz vil man bl.a. også kende fra film som dramaet Mens vi venter og den dramatiske Kollision med bl.a. Nikolaj Lie Kaas.
Som med nævnte 'Toscana' og 'A Beautiful Life', så har det andet kommende danske filmprojekt på Netflix også Christopher på menuen.
Det er dog ikke en i fiktionsfilm, men derimod en dokumentar om den danske popstjerne med titlen A Beautiful Real Life.
Dokumentaren går tæt på musikerens liv og dilemmaet i både at have to små børn og samtidig det at gå efter popstjernedrømmen med koncerter i både Danmark og udlandet.
Der er endnu ikke offentliggjort præcise datoer for premieren på de to film, men de forventes at lande på Netflix i 2025.
Ikke nok med det, så kan man allerede senere i år se frem til komedien Bytte bytte barn, der er en opfølger til Bytte bytte baby fra 2023.
Skuespillerne står i kø på efterfølgerens rolleliste, der bl.a. tæller Mille Dinesen, Lars Ranthe, Troels Lyby og Thomas Bo Larsen, videre til Kasper Dalsgaard, Katinka Lærke Petersen, Sarah Boberg og Magnus Haugaard.
Som på 'Bytte bytte baby' er det igen Barbara Topsøe-Rothenborg, som man finder i instruktørstolen og som medforfatter på 'Bytte bytte barn'.
I opfølgeren bliver det til et gensyn med de to par, Cecilie og Andreas og deres søn Leo samt Liv og Malte og deres datter Sille.
Siden sidst er børnene nu blevet 2 år gamle, mens familierne har holdt kontakten, selvom de lever ret så forskellige liv.
Nu viser det sig til parrenes chok, at de to babyer aldrig blev forbyttet. De to familier beslutter sig derfor til at flytte sammen i et kollektiv, så forældreparrene kan være tæt på begge børn. Men problemerne begynder snart at melde sig i det lille kollektiv.
'Bytte bytte barn' lander på Netflix i Danmark senere i 2024.