'Mean Girls' bliver en musical: Se den første trailer til den nye film

That's so fetch.
Mean Girls 2023
(© Mean Girls / UIP)

Vi kender den alle sammen. Tina Fey og Mark Waters kult-klassiker af en chick flick, Mean Girls fra 2004. 

Om teenagepigen Cady (oprindeligt Lindsay Lohan), der starter i en amerikansk high school efter at være blevet hjemmeskolet og bliver lokket til at prøve at infiltrere skolens frygtede klike af populære piger “the plastics”. Inden hun får set sig om, har Cady ikke overblik over, hvilken side hun er på, hvad det vil sige at være en plastic, og om hun måske selv har været en hele tiden. 

‘Mean Girls’ var filmen, der lærte Danmark, hvad Halloween er i girl world. Filmen der prøvede at få “fetch” til at ske. Filmen der var en vibe, en æstetik, en sindstilstand, der tog teenagepigen alvorligt og derigennem satte hende fri. 'Mean Girls' indlejrede sig et sted dybt inde i kvinder og queers verden over og har ligget der helt tæt på vores hjerter lige siden.

På det sidste er ‘Mean Girls’ blevet genbesøgt og dyrket som et fænomen. Mean girl’en over dem alle, Regina George, er på internettet blevet hentet ud af skurkemørket og er sammen med de andre plastics blevet hyldet som hyperfeminine ikoner og frihedsidealer, der i kølvandet på Greta Gerwigs Barbie kun bliver mere og mere relevante. 

Nu kommer Mean Girls simpelthen tilbage i biograferne som genindspilning, og du kan se den første trailer nederst i artiklen! 

Og ikke nok med, at vi får en ny version af filmen, med nye skuespillere i de ikoniske hovedroller (dog selvfølgelig stadig med filmens manuskriptforfatter, Tina Fey, som lærerinden Ms. Norbury), filmen er en musical. Ja, I hørte rigtigt. Nej, vi ved heller ikke, hvordan vi har gjort os fortjent til det her.

I traileren høres de sprøde toner af den purunge popstjerne Olivia Rodrigo med “get him back!”, som et perfekt lydbillede på sammensmeltningen mellem det nærmest barnagtigtpigede og det ultrafarlige, der er en populær teenagepigegruppe. At se traileren er som at være 15 år igen.

Det er ikke første gang, publikum kan få lov at høre Cady, Regina og de andre synge. Den nye film er nemlig baseret på en musicalversion af 'Mean Girls', som havde premiere i 2018, og som både har spillet på Broadway og været på turné rundt i USA. 

For at alt dette ikke skulle være nok, spilles den ikoniske rolle som Regina George i filmen af Reneé Rapp, som havde samme rolle i musicalen på Broadway. Rapp er både sangerinde og skuespiller og fik sit gennembrud i rollen som den lesbiske sorority-girl Leighton Murray i Mindy Kallings tv-serie ‘The Sex Lives of College Girls’ på HBO. En præstation, som er blevet kaldt “intet mindre end mesterlig.”

Ud over Rapp og Fey er den nye 'Mean Girls' spækket med stjerne i birollerne. Blandt andet medvirker Jon Hamm (Mad Men), Ashley Park (Emily in Paris), Jenna Fischer (The Office), Tim Meadows gentager sin rolle som skoleinspektøren fra den oprindelige film, og Busy Phillips overtager fra Amy Poehler i den ikoniske rolle som Regina Georges mor. Cady spilles af Angourie Rice.

'Mean Girls' får dansk biografpremiere den 11. januar 2024.

Anbefalet til dig