Manden bag 'Hostel' er klar med sin hidtil "mest sindssyge" gyser: Får dansk biografpremiere

Her er det første kig på 'Ice Cream Man'
Ice Cream Man
(© Foto: Valerie Flores / The Horror Section)

Instruktøren Eli Roth har haft et par genremæssige afstikkere til familiefilm og en hævnthriller, men det er i gysets verden, at filmmanden for alvor slår sine folder.

Med blodige gysere som Cabin Fever og Hostel slog Eli Roth sit navn fast i filmkredse i starten af 2000'erne.

Dernæst har han bl.a. kredset om kannibaler i 'The Green Inferno', hævngerrige kvinder i Knock Knock og slasher-skurke i Thanksgiving. Sidstnævnte var baseret på en idé, som Eli Roth havde arbejdet på i årevis.

Filmens succes ser nu ud til at have givet instruktøren blod på tanden. Det er nemlig endnu et projekt, som instruktøren har arbejdet på i over 20 år, som nu endelig bliver realiseret.

Men hvad er så årsagen til, at gyserfilmen ikke er blevet lavet før? Jo, ingen har turde finansiere den totalt sindssyge historie. Sådan lyder det i hvert fald fra Eli Roth selv.

Titlen på splatterfesten er Ice Cream Man, der nu er bekræftet til at komme i de danske biografer med en premieredato den 8. august.

Se den første teaser-trailer for 'Ice Cream Man' nederst i artiklen.

'Ice Cream Man' følger en idyllisk sommerby, der dog ender i rent vanvid, da en ismand serverer søde lækkerier til børn med rædselsvækkende konsekvenser.

Eli Roth har selv sammenlignet filmen med Alfred Hitchcocks gyserklassiker The Birds fra 1963, hvor fuglene bare er skiftet ud med børn.

Den første teaser-trailer afslører nemlig, at der venter et blodbad af de helt store, når de drabelige børn først slippes løs på de voksne.

'Ice Cream Man' udgives af The Horror Section, som er Eli Roths nyopstartede produktionsselskab, hvis mål det er at lave denne type independent horror, som skabte et navn for ham.

Eli Roth fortæller:

- Jeg har haft den her idé i lang, lang tid, og studierne har været for bange for mine tidligere udkast. Nu er det på tide, at vi skubber grænserne endnu længere, end jeg nogensinde har gjort med, hvad jeg selv mener, vil være min mest rædselsvækkende og sindssyge film til dato.

Rollelisten til 'Ice Cream Man' består af bl.a. Ari Millen ('Orphan Black'), Benjamin Byron Davis (Guardians of the Galaxy Vol. 3), Karen Cliche ('Thanksgiving'), Dylan Hawco ('Heartland'), Sarah Abbott ('Black Mirror') og Shiloh O’Reilly ('Thanksgiving') samt Eli Roth selv.

Ydermere vil raplegenden Snoop Dogg levere dele af musikken til 'Ice Cream Man'. Et samarbejde, der går flere år tilbage og er blevet genoptaget, da Eli Roth producerer musikerens kommende gyserfilm 'Don't Go Into That House, Bitch'.

Eli Roth har ligeledes annoceret, at 'Thanksgiving 2' er i støbeskeen. Faktisk har han store planer om meget mere gys i fremtiden. Det fortalte han til os, da vi talte med ham i 2023.

'Ice Cream Man' har dansk biografpremiere den 6. august.

Se filmens første teaser-trailer herunder. Bemærk: Den er ikke for sarte sjæle!

Nyeste film i biografen