Legendarisk B-film-skaber er død, 98 år gammel

Den legendariske producer og instruktør Roger Corman er død. Han blev 98 år gammel og døde den 9. maj i Santa Monica, Californien. Det skriver bl.a. Variety.
Dødsfaldet sker blot et par måneder efter, at det blev annonceret, at han skulle være producer på en genindspilning af sin klassiske film 'The Little Shop of Horrors'.
Roger Corman er kendt for en række klassiske kultfilm som 'The Terror' og 'The St. Valentine's Day Massacre', og han var en af de første, der opdagede talenter som Francis Ford Coppola og Jack Nicholson.
På IMDb.com står der anført 56 film som instruktør, hvilket kun er overgået af det kæmpe arbejde, han har foretaget som producer – hele 491 titler er det blevet til. Hans arbejdsmetoder og tilgang til film som økonomisk guldgrube har siden inspireret et hav af Hollywood-producenter.
Blandt de mere obskure film i Cormans repertoire finder vi titler som 'The Beast with a Million Eyes'. 'She Gods of Shark Reef'. 'The Saga of the Viking Women and Their Voyage to the Waters of the Great Sea Serpent'.
I 2010 modtog han en Æres-oscar ved uddelingen i Los Angeles.
LÆS OGSÅ: 10 år efter sin seneste film: Nu vender Gremlins-instruktør tilbage med nyt gys