
Kongen af twists slår sig sammen med The Notebook-forfatter i første trailer til ny mystisk kærlighedsgyser
Med Jake Gyllenhaal og Bridgerton-stjerne i front
Tingene er aldrig helt ligetil i en M. Night Shyamalan-film.
Du tager til koncert med din far, men koncerten viser sig at være en fælde for at fange en seriemorder, som man så det i Trap.
Du tager en tur på stranden, men stranden får dig pludselig til at ældes med lynets hast, som det var tilfældet i Old.
Eller du tager ud til en hytte i skoven og pludselig står apokalypsen for døren, hvilket skete i Knock at the Cabin.
Så selvfølgelig gemmer der sig også mere under overfladen i første trailer til filmskaberens nye og overnaturlige kærlighedshistorie Remain, som han har udviklet sammen med den berømte romanceforfatter Nicholas Sparks.
Se filmens første trailer nederst i artiklen.
Jake Gyllenhaal spiller i filmen arkitekten Tate Gordon, der flytter til en lille kystby, hvor han falder for den dragende Wren, spillet af Bridgerton-stjernen Phoebe Dynevor. Men snart viser det sig, at ingen af dem helt er, hvad de giver sig ud for at være.
Til tonerne af Mitskis hit 'My Love Mine All Mine' åbner traileren med Tate og Wren i et lille hus. Alt virker i begyndelsen ganske idyllisk. De spiller brætspil, pjatter og nyder hinandens selskab.

Men idyllen varer selvfølgelig ikke ved. Musikken skifter pludselig til langt mere ildevarslende toner - og på klassisk Shyamalan-manér forsvinder Wren sporløst på et badeværelse.
Eksisterer Wren overhovedet? Er hun en hallucination? Et spøgelse? Eller er filmen faktisk en efterfølger til instruktørens gennembrudsfilm ‘The Sixth Sense’?
Vi ved ikke meget på nuværende tidspunkt, medmindre man selvfølgelig har læst bogen ’Remain: A Supernatural Love Story’, der ramte boghylderne sidste år og ligeledes er skrevet af Shyamalan og Sparks. Nu bliver bogen altså bragt til live på det store lærred.
Mens Sparks især er kendt for romantiske dramaer som ‘The Notebook’, ‘A Walk to Remember’ og ‘The Best of Me’, har Shyamalan gjort karriere på langt mere hjernevridende måde med både uhyggelige og mystiske film som ‘Unbreakable’, ‘Split’ og netop ‘The Sixth Sense’.
På rollelisten til ‘Remain’ finder man desuden Ashley Walters, Julie Hagerty og Jay O. Sanders.
’Remain’ har biografpremiere den 4. februar 2027.
Se traileren for ‘Remain’ herunder: