Klassikeren fylder 30 år: Da 'Mission: Impossible' og Tom Cruise ændrede min verden
Kino.dk's Tom Cruise-begejstrede redaktør Bjarke Friis Kristensen anbefaler actionklassikeren 'Mission: Impossible' i forbindelse med, at den fylder rundt.
Lad det være sagt med det samme: Jeg knuselsker Tom Cruise - og naturligvis hans film. Han er en af verdens absolut største stjerner. Måske den pt. største?
Han har i hvert fald siden 80'erne stået for den ene forrygende film efter den anden. Se blot på hans CV, der bugner af medrivende titler og flere klassikere.
Nu fylder en af skuespillerens største og bedste samt for ham mest skelsættende film 30 år, nemlig den Brian De Palma-instruerede Mission: Impossible. Den havde verdenspremiere 20. maj i 1996.
Men allerede forud for actionfilmen, finder man flere store filmiske bedrifter og engagerende portrætter af den i 63-årige verdensstjerne.

Den ene forrygende film efter den anden
Det var måske nok med netop 'Mission: Impossible', at Tom Cruise virkelig for alvor også blev en actionstjerne i, hvad der skulle vise sig at blive en af de mest sejlivede filmserier.
Før jubilæumsfilmen kan skuespilleren imidlertid bryste sig af herlige titler som teenkomedien Risky Business (1983), 80'er-klassikeren Top Gun (1986) og det gribende drama Rain Man (1988).
Den stærke række af forrygende film fortatte med Oscar-vinderen Born on the Fourth of July (1989), retsalsfilmen A Few Good Men (1992), thrilleren The Firm (1993) og vampyrflimen Interview with the Vampire: The Vampire Chronicles (1994).
Listen med film fortsætter i den grad også på den anden side af den første mission.
Man finder her bl.a. den romantiske Jerry Maguire (1996), Stanley Kubricks erotiske maskebal Eyes Wide Shut (1999), ensemblefilmen Magnolia (1999) og Steven Spielbergs dystopi Minority Report (2002), den nervepirrende Collateral (2004) og science fiction-filmen Edge of Tomorrow (2014) samt naturligvis rækken af Mission: Impossible-film.

Agent-kærlighed ved første blik
Det var dog i 1996, at Tom Cruise i den grad blev skudt ind i actionfilmens verden med den hæsblæsende Mission: Impossible-film i rollen som agenten Ethan Hunt.
Det var desuden også et af mine første møder med Tom Cruise på film. Det var agent-kærlighed ved første blik!
For filmen blæste mig godt og grundigt igennem. Jeg var med andre ord solgt med det samme og har været det lige siden med en franchise, der kun er vokset på mig film for film.
Men hvad handler den første film om?
Jo, man følger en gruppe hemmelige agenter, der på en mission i Prag bliver dræbt under mystiske omstændigheder. Den eneste overlevende er Hunt, som nu er i fare for at blive udpeget som forræder.
For at bevise sin uskyld må han og hans nye hold nu bryde ind i CIA's topsikrede hovedkontor - cue til komponist Lalo Schifrins ikoniske kendingsmelodi...

Et stærkt hold
Det er måske nok Tom Cruise i rollen som Ethan Hunt, der stjæler rampelyst. Han bakkes dog op af flere herlige karakterer og skuespillerpræstationer.
For Mission: Impossible-filmene er også film om sammenhold, venskab og teamwork. Ethan Hunt er trods alt ikke noget uden sit hold.
På rollelisten til 1996-filmen finder man bl.a. ikoniske Jon Voight som Ethans chef og mentor Jim Phelps, videre til agent og Jims hustru Claire Phelps i skikkelse af Emmanuelle Béart og IMF-bossen Eugene Kittridge, der portrætteres af Henry Czerny.
En herlig bidsk Jean Reno ses som agenten Franz Krieger og Emilio Estevez som sikkerhedssystem-eksperten Jack Harmon, mens ikke mindst den tilbagevendende Ving Rhames er computergeniet Luther Stickell.

En af filmhistoriens mest nervepirrende scener
Der er op til flere mindeværdige scener i dette eksplosive startskud på filmserien, hvor vi fik den seneste - og øjensynligt sidste i rækken med - Mission: Impossible - The Final Reckoning i 2025. Den ottende film i serien.
Men lad mig vende tilbage til 'Mission: Impossible' fra 1996.
Man finder nemlig her som sagt op til flere vilde scener. Bl.a. den hæsblæsende finale, der på potent vis kombinerer et tog i fuld fart med en flyvende helikopter. Aldeles forrygende!
Videre bør ikke mindst en af filmens - og for genren - mest nervepirrende og ikoniske scener nævnes.
Ja, du gættede rigtigt: det er naturligvis scenen, hvor den dødsforagtende Tom Cruise hænger i en tynd line fra loftet i CIA's hovedkvarter. Her kan så lidt som en sveddråbe sætte hele missionen over styr.
Intensitet for fuld skrue i billede og lyd.
For mig sættes adrenalinen også i gang, når Ethan Hunt undslipper en restaurant i fuldt firspring med vandmasser i hælene, mens også et klassisk maskebærende plottwist er mindeværdigt.

Action med veldrejet humor i
Selvom her i den grad er tale om action med stort a, så byder den spektakulære franchise også på veldrejet og underspillet humor.
Det ser man bl.a. i filmens scene, hvor Tom Cruise aka Etahn Hunt viser sine fingerfærdigheder ved at "trylle" en eftertragtet disc med hemmelige agentnavne væk med 'slide of hand'.
'Mission: Impossible' er desuden stadig den mest sælgende film i serien her til lands med 275.815 solgte biografbilletter, mens Mission: impossible 2 fra 2000 indfinder sig på en direkte andenplads med 272.677 solgte billetter i Danmark.
Stort hurra for Tom Cruise, for Mission: Impossible og de 30 år med franchisen!








