Kino.dk søger praktikant til efteråret 2026

Vil du arbejde med formidling af film og serier?
Devil wears prada
(© Disney)

Fra august 2026 søger vi en filmpassioneret praktikant til redaktionen på Kino.dk.

Praktikanten skal arbejde med formidling af filmindhold på video og skrift samt brænde for film og serier. 

Stillingen er ulønnet, og praktikopholdet skal derfor være en meritgivende del af din uddannelse. Arbejdstiden er fire dage om ugen på vores kontor, der ligger midt i Valby tæt på København. Perioden er 5-6 måneder med start august 2026.

Hvem er vi?
Kino.dk er Danmarks største filmsite. I redaktionen holder vi styr på alle film med dansk biografpremiere samt de mest populære film og serier på streaming, og vi arbejder med formidling gennem artikler, interviews, nyhedsbreve og andet videoindhold.

Vi er en lille virksomhed med eget kontor hos det historiske Nordisk Film i Valby. Det betyder bl.a., at vi kan tilbyde en lækker frokostordning til de kommende praktikanter.

Redaktionen består af to fuldtidsansatte, to deltidsansatte og to meget vigtige praktikanter. Vi lever og ånder for film. Vi ser film, snakker om film og skriver om alle film med dansk biografpremiere. 

Hvem søger vi?
Vi søger en filminteresseret praktikant, der brænder for videoindhold, og som interesserer sig for at jagte den gode vinkel i vores videounivers og på vores sociale medier.

Er du frisk på at jagte likes, reach og kommentarer? Ved du, hvad der får folk til at smile, undre sig eller debattere? Og har du styr på, hvordan man engagerer følgerne på sociale medier?

Så er du måske vores nye praktikant!

I rollen vil du stifte bekendtskab med:

- at skabe unikt indhold i form af video, billeder og skrift
- videoredigering i Final Cut Pro og Premiere Pro
- videointerviews
- dækning af den røde løber til diverse filmgallaer
- billedbehandling i Photoshop
- nyhedsbreve

Der vil desuden være mulighed for:

- formidling af filmstof til en bred målgruppe i form af nyheder, guides og feature-artikler
- interviews på skrift
- web- og søgemaskineoptimerede tekster
- optimering af filmdatabase

Hvordan søger jeg?
Det er op til dig - bare du får fat i Christine Dyrskjøt Elmstrøm på christine@kino.dk

Vi ser frem til at høre fra dig!