James Camerons første film i 17 år, der IKKE er en Avatar-film, kan nu ses i biografen

Oplev filmen på det store lærred
Avatar
(© 20th Century Fox / Avatar)

Han har mægtige titler på CV'et som Aliens, sine to Terminator-film, Titanic og ikke mindst de tre Avatar-film fra henholdsvis 2009, 2022 og 2025.

Nu er den legendariske filmskaber James Cameron igen biografaktuel. Faktisk er det første gang i hele 17 år, at det ikke er med en Avatar-film.

Man kan nemlig nu opleve koncertfilmen Billie Eilish - Hit Me Hard and Soft: The Tour i biografen - og det i 3D - som James Cameron har lavet og instrueret i samarbejde med netop musiker og sanger Billie Eilish.

Billie Eilish
(© UIP)

'Billie Eilish - Hit Me Hard and Soft: The Tour' er filmet under musikerens seneste verdensturné, hvorfor man enten kan genbesøge koncerten eller selv blive en del af den for første gang - nu på det store lærred.

Billie Eilish er uden tvivl en af tidens største og mest succesfulde musikere fra sin generation - og en af de mest streamede kunstnere i verden.

Ikke nok med det, så har hun også vundet adskillige priser for sit virke. Bl.a. hele 10 Grammy-statuetter og hele to Oscars for henholdsvis sin James Bond-sang til No Time to Die og for sangen 'What Was I Made For?' til Barbie.

'Hit Me Hard and Soft: The Tour' har biografpremiere den 7. maj.

Se traileren for koncertfilmen herunder:

Nyeste film i biografen