Instruktørduo blev gift under optagelserne af ny film: "Vi havde brug for hinanden"

Midt i små iranske landsbygader kører Sara Shahverdi af sted på sin motorcykel med en helt særlig mission: At modarbejde patriarkatet og styrke kvindernes position i sit lokalsamfund. Hun stiller derfor op til valg og bliver valgt ind som den første kvindelige politiker i den lille iranske flække.
Gennem 7 år følges hun på sin mission af de to instruktører Mohammadreza Eyni og Sara Khaki med et kamera i et tæt samarbejde, som er blevet til den biografaktuelle dokumentarfilm Saras Stempel.
Kameraet følger den modstand Sara Shahverdi møder, mens hun kæmper mod kvindeundertrykkelse og forsøger at inspirere andre kvinder til at stå ved sig selv.
Men det var ikke kun hendes historie, som tog fart under optageperioden. Det fortæller instruktørduoen, da vi møder dem over en telefonforbindelse i anledning af filmens biografpremiere.
En uventet kærlighed blomstrede nemlig mellem dokumentarens to instruktører. En kærlighed som skulle vise sig også at være en fordel for deres film.
- Sara og jeg startede som venner, da vi arbejdede sammen på andre projekter, og under optagelserne på denne film blev vi gift, fortæller Eyni.
- Dén intimitet og adgang, vi ledte efter, fik vi, fordi vi var et par og blev kendt i landsbyen som "parret med kameraet".
Han uddyber hertil, at det ville have været en udfordrende proces, hvis de netop ikke havde haft hinanden at støtte sig op ad i optageperioden:
- Vi har været vidne til en masse traumatiske historier, så vi havde brug for hinanden til at være hinandens terapeuter, mens vi var i landsbyen i den lange tid.

Dette nikker Khaki genkendende til og forklarer, at det var afgørende for filmens fortælling, at de begge kommer fra Iran, og at Eyni selv kommer fra et lignende samfund som i dokumentaren:
- Det var virkelig, virkelig vidunderligt, fordi det ikke kun var det faktum, at han er en fantastisk filmfotograf. Det er det faktum, at han faktisk er fra et aserbajdsjansk-talende samfund, og selvom 30% af befolkningen taler netop dette sprog, bliver der sjældent lavet film i denne kultur.
- At være på stedet som mandlig og kvindelig dobbeltsamarbejdspartner gjorde alt dette muligt, fordi vi ikke ville have været i stand til at lave denne film uden hinanden.
Samarbejdet med hovedpersonen Sara Shahverdi har for begge instruktører været en oplevelse, som de er evigt taknemmelige for. Den store tillid hun udviste til dem, gjorde det netop muligt at komme helt tæt på, og det var vidunderligt at arbejde med en så smuk sjæl og karismatisk karakter som Shahverdi, fortæller Khaki.
'Saras Stempel' vandt tidligere i år en World Cinema Jury-pris på Sundance Film Festival og kan ses i de danske biografer fra den 27. november.








