Instruktør tør ikke klippe Donald Trump ud af sin film: "Jeg bliver nok sendt ud af landet"

Han kalder det en forbandelse
Alene hjemme 2
(© Constantin Film)

Alene hjemme-filmene er nogle af de mest ikoniske julefilm nogensinde. I hvert fald de to første. Ja, det føles næsten forkert ikke at se mindst en af dem hvert år.

Men på grund af kontroverserne omkring Donald Trumps anden præsidentperiode har den anden film i serien fået en uheldig bismag for mange seere - simpelthen fordi Donal Trump er med i den.

Han optræder ganske vist kun i syv sekunder, hvor Kevin (Macaulay Culkin) spørger ham om vej i Plaza Hotels lobby, men mange fans ville ønske, han slet ikke var med.

Netop det er faktisk noget, filmens instruktør er enig i. Chris Columbus kalder i dag Donald Trumps gæsteoptræden i Alene hjemme 2 for en "forbandelse".

Columbus, der også har instrueret de to første Harry Potter-film samt Mrs. Doubtfire, fortæller, at han oprindeligt planlagde at fjerne den korte scene, men ændrede mening efter en tidlig testvisning i Chicago, hvor publikum jublede. 

I et nyligt interview med San Francisco Chronicle fortæller instruktøren:

- Det er blevet en forbandelse. Det er noget, jeg ville ønske, ikke var der ... Det er blevet en albatros for mig. Jeg ville bare ønske, det var væk.

Chris Columbus har tidligere fortalt, at Donald Trump kun tillod optagelser på sit Plaza Hotel i New York, hvis han selv fik en rolle i filmen - og at han derfor pressede sig ind i produktionen. 

I det nye interview siger Columbus, at han "ikke kan klippe det ud":

- Hvis jeg gør det, bliver jeg nok smidt ud af landet. Så må jeg vel tilbage til Italien eller noget.

Alene hjemme-instruktøren, der har italienske rødder, er født og opvokset i USA, men hans kommentar er selvfølgelig sagt med sarkasme med henvisning til Donald Trump-administrationens planer om masseudvisninger.

Billede

Donald Trump reagerede i 2023 på anklagerne om, at han havde presset sig ind i filmen:

- Jeg havde travlt og ville ikke gøre det. De var meget søde, men især vedholdende. Jeg sagde ja - og resten er historie! Den lille cameo tog fart som en raket.

Han tilføjede: 

- Hvis de følte sig presset, eller ikke ville have mig med - hvorfor beholdt de så scenen i over 30 år? Fordi jeg var, og stadig er, god for filmen, dét er hvorfor!

Chris Columbus reagerer nu ved at sige:

- Han sagde, jeg løj. Det gør jeg ikke. Han sagde, jeg tiggede om, at han skulle være med - men der findes ikke en verden, hvor jeg ville tigge en ikke-skuespiller om at være med i en film. Men vi var desperate for at få adgang til Plaza Hotel.

Hovedrolleindehaveren Macaulay Culkin har tidligere bakket op om et opslag på sociale medier, der opfordrede til at fjerne Donald Trump digitalt fra filmen - og mange fans har ligeledes udtrykt samme ønske.

Én foreslog endda: "Lad os starte en underskriftindsamling for at erstatte Trump i 'Alene hjemme 2' med en 40-årig Macaulay Culkin."

Det ville i hvert fald være en interessant brug af kunstig intelligens i film.

Nyeste film i biografen