Instruktør med optimistisk melding om ‘Fantastiske skabninger 4’

Harry Potter-instruktør løfter sløret for franchisens fremtid
Warner Bros. / Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder
(© Warner Bros. / Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder)

Der har længe hersket tvivl om, hvorvidt ’Fantastiske skabninger 4’ ville blive en realitet eller ej. David Yates, der har instrueret de fire sidste Harry Potter-film og de tre første ’Fantastiske skabninger’ løfter nu lidt af sløret for, om vi kan forvente at se mere til Newt Scamander, Grindelwald og de andre troldmænd i det magiske univers.

I et afsnit af Inside Total Films podcast fortæller Yates nemlig: 

- Lige nu er det hele parkeret. Vi lavede de tre film, den sidste gennem en pandemi, og det var virkelig sjovt, men også hårdt. Vi filmede faktisk, mens der endnu ikke var en vaccine. Heldigvis blev ingen syge, men vi fulgte meget detaljerede protokoller. 

Instruktøren fortsætter: 

- Vi er alle sammen meget stolte af ’Fantastiske skabninger: Dumbledore’s hemmeligheder’, men da den kom ud i verden, blev vi nødt til lige at stoppe op og tage det stille og roligt. 

Netop den tredje film i rækken, Dumbledores Hemmeligheder, blev ikke taget lige så godt imod af publikum som sine forgængere. I modsætning til den første film fra 2016, Fantastiske skabninger og hvor de findes, der havde en indtjening på 814 mio. dollars, fik 3’eren dårlige anmeldelser og indtjente blot det halve, nemlig 407.2 mio. dollars. 

Samtidig har mange kontroverser plaget franchisen, herunder udskiftningen af Johnny Depp med danske Mads Mikkelsen i rollen som den onde troldmand Gellert Grindelwald.  

Derudover har en anden af de centrale skuespillere, Ezra Miller, skabt en del kontroverser, der bl.a. indebærer politianholdelser og voldsomme anklager. Mens Harry Potter-skaberen J.K. Rowling også har været i modvind grundet sine kommentarer om transkønnede. 

Yates fortæller, at han hverken har talt med J.K. Rowling, producer David Heyman eller Warner Bros., så lige nu er det hele sat på pause. På trods af den lidt nedslående melding, udtaler han dog:

- Jeg er sikker på, at vi vender tilbage på et tidspunkt.

Det lader derfor til, at instruktøren her giver en ret klar indikation om, at ’Fantastiske skabninger 4’ bestemt ikke er aflyst, selvom det endnu er uvist, hvornår vi kan forvente at se mere. 

Anbefalet til dig