Ikonisk dansk tv-duo genoplives med Niels Olsen

"Det er da ikk' så ringe endda"
Ikk så ringe endda
(© Nørgård Mikkelsen)

Citatet "det er ikk' så ringe endda" blev en decideret landeplage i den sidste halvdel af 90'erne, som følge af de meget populære reklamer om ægteparret Minna og Gunnar.

En reklamekampagne fra Fiskebranchen for at gøre op med diverse fordomme om at spise fisk. Derfor blev den fiskehadende Gunnar i hver reklame udsat for en ny fiskeret fra sin fiskeelskende kone Minna. 

Da Gunnar først fik smagt retten, måtte han så konstatere: "Det er ikk' så ringe endda", hvor til Minna hver gang erklærede: "Åh, Gunnar!".

Reklamerne var en succes, bl.a. steg danskernes indtag af fisk med 17%, og figurerne blev yderst populære. Tilbage i 2010 blev de genoptaget - og nu sker det altså igen, men denne gang bliver det på de skrå brædder.

Niels Olsen er nemlig tilbage i rollen som Gunnar i Cirkusrevyen i år, der får premiere 7. maj. Det skriver Se & Hør, som også bringer dette citat fra den danske skuespiller:

- Der var nogle af forfatterne, der kom over og spurgte, hvordan jeg vil have det med at genoplive den. Og nu er historien jo en anden, nu er der jo ikke nogen fisk.

- Det synes jeg, de har lavet et rigtig sjovt take på.

Nu er det altså sværere at skaffe fisk til middagsbordet, og den ikoniske replik lyder nu: "Det ER så ringe endda".

Rollen som Minna overtages denne gang af Johanne Louise Schmidt. I tv-reklamerne var det Kirsten Lehfeldt.

Se et billede af karaktererne fra revyen her:

Det er ikk' så ringe endda
(© Miklos Szabo / Cirkusrevyen)

Nyeste film i biografen