Hostel-instruktør har arbejdet på sin nye gyser, siden han var 12 år: "Det er en livslang drøm"

Eli Roth har en lang karriere indenfor gysergenren bag sig. Han har lavet film som Cabin Fever og Hostel, og var manden bag en af de nu legendariske falske trailere til gyserprojektet Grindhouse af Robert Rodriguez og Quentin Tarantino, der bestod af filmene 'Planet Terror' og 'Death Proof'.
Det er netop denne falske trailer, som blev startskuddet til hans nyeste projekt, horrorfilmen Thanksgiving som nu får dansk biografpremiere.
I den forbindelse har vi mødt instruktøren til et interview, som du kan se nederst i artiklen.
Roth fortæller om inspirationen til filmen:
- ‘Thanksgiving’ startede, da jeg var 12 år gammel, sammen med min bedste ven, Jeff. Vi voksede op i Massachusetts tæt på Plymouth, hvor vi lærte om Thanksgiving i skolen, og det blev tvunget ned over os.
- Vi voksede op med ’My Bloody Valentine’, ’April Fool’s Day’, ’Halloween 2’ og ’Black Christmas’ og højtids-slashere. Så hvert år tænkte vi: "Hvorfor er der ikke en Thanksgiving-film?". Så det var vores livslange drøm at lave én.
Når man har arbejdet med gyserfilm så længe, som Roth har, er det naturligt, at man får præferencer for særlige måder at gøre det på. Vi spurgte ham derfor om, hvorvidt han har et favoritmord i 'Thanksgiving'. Til hvilket svarer han:
- Jeg elsker de store, over the top-mord. Det første mord i dineren er sindssygt. Fantastisk make-up-arbejde af Adrian Moreau og Steve Newburn. Det var rigtig sjovt at lave dem.
Et andet mord som han fremhæver, er hvor Jenna Warren, der spiller karakteren Yulia, får en syl formet som en majskolbe stukket ind i ørene (det kan ses i traileren). Han fortæller følgende om, hvordan de gjorde:
- Vi måtte gøre det seks gange og alle sagde: ”Hvad laver du? Det kommer aldrig til at virke”. Til sidst afspillede vi det baglæns, og den går direkte ind i hendes øre, og hun skriger. Alle sagde: ”Vi har den!”. At gøre sådan nogle ting, som er noget, man kunne have gjort som barn i sin kælder med et Super 8-Kamera. Når man får publikum til at skrige og hoppe ud af stolen, er det sjoveste for mig.
’Thanksgiving’ har Patrick Dempsey på rollelisten, som tidligere på måneden blev valgt som verdens mest sexede mand af People Magazine, hvilket vi selvfølgelig lykønsker instruktøren med. Først joker han med, at det er Rick Hoffman, som vi refererer til, men efterfølgende fortæller han om Dempsey:
- Vi fandt alle ud af det kl. 21:30 i går aftes. Jeg talte med ham 15 gange i går, og han nævnte det aldrig. Utroligt. Han er virkelig god til at holde på hemmeligheder. Men det er fedt, for nu har vi lov til at torturere ham med det resten af livet.