
Hollywood-duo om årets vildeste sexscener: "Vi ville gerne have, at det var frækt"
Interview med hovedrollerne fra ‘Wicker’
De to stjerner Alexander Skarsgård og Olivia Colman er aktuelle i den originale kærlighedshistorie, Wicker, der har biografpremiere den 12. november.
I ‘Wicker’ foregår handlingen i en lille landsby, hvor fiskerkonen (Colman) lever en ensom tilværelse, indtil hun en dag beder den lokale kurvemager om at flette hende en ægtemand.
Til alles overraskelse viser hendes nye flettede mand (Skarsgård) sig at have langt større kærestepotentiale end alle de andre mænd i byen. Han er omsorgsfuld, hjælpsom og udstyret med en krop, der vækker stor misundelse og sætter hele landsbyen på den anden ende.
Kino.dk blev inviteret til London for at tale med makkerparret, og her fangede redaktionschef, Daniel Hartvig, Hollywood-duoen til en snak om filmens sexscener, kostumer og den danske serie ‘Ulven kommer’.
Se hele interviewet i bunden af artiklen.

Flot og flytbar fletværk
Særligt Alexander Skarsgårds karakter The Wicker Husband har vakt opsigt med sit særlige udseende, og der har været mange kræfter bag skabelsen af det unikke kostume.
- Den blev lavet af Weta Workshop i New Zealand, som sammen med Peter Jackson og hans hold skabte det visuelle univers til Ringenes Herre. De er ganske enkelt helt ekstraordinære kunstnere, og det var utroligt spændende, at de kunne se noget i manuskriptet og havde lyst til at kaste sig over opgaven.
Wētā Workshop arbejdede i hele 18 måneder på dragten og karakterens udseende. For hvordan ser en flettet ægtemand ud?
En anden ting, der også var vigtigt i samtalen mellem Skarsgård og kostumeafdelingen, var det praktiske:
- Vi talte også meget om de praktiske aspekter: Hvordan skulle jeg komme ind i den, og hvordan skulle jeg kunne bevæge mig rundt i den? For når den først var kommet på, sad den fast på mit ansigt. Jeg skulle have den på i 12 timer ad gangen.
- De sørgede for at optimere processen, så jeg ikke skulle sidde seks-syv timer i makeupstolen og derefter have en hel arbejdsdag på settet. De fik faktisk processen ned på under to timer.
Og netop det store arbejde på skabe en realistisk og funktionel dragt, gjorde oplevelsen helt unik.
- Alt det, man ser i filmen, er faktisk præcis sådan, dragten så ud i virkeligheden. Der er ganske vist en smule CGI, men meget lidt. Det er stort set kun for at få sollyset til at skinne gennem fletværket. Jeg havde blå ærmer på indenunder flettøjet, men ellers var det hele praktisk fremstillet. Det, man ser i filmen, er altså sådan, det rent faktisk så ud under optagelserne.
- Det var virkelig en helt unik oplevelse. Det var dog lidt besværligt at spise i dragten. De gav mig et lille hagesmæk, så jeg kunne beskytte mit skæg. Det var svært at spise fast føde, så det blev til en del suppe gennem et sugerør.
Olivia Colman husker også tydeligt øjeblikket, hvor hun så Skarsgård i det flettede kostume:
- Det var så smukt at se, fordi vi havde talt om det så længe, og pludselig stod Alex der iført kostumet. Det var virkelig imponerende at se det håndværk, der lå bag.

Sjov sex
Særligt en ting har vakt opsigt hos publikum, der enten har set filmen eller traileren til ‘Wicker’, og det er sexscenerne.
For kan det virkelig være rigtigt, at en kurveflettet mand har sex med en kvinde af kød og blod?
Scenerne er sjove i deres natur, men det var også vigtigt, at publikum blev draget af dem og følte en slags opstemthed, forklarer Alexander Skarsgård:
- Sexscenerne var virkelig spændende at optage. De er meget morsomme, men der er også nogle ømme og kærlige øjeblikke, men vi ville også gerne have, at det var frækt.
- Så det handlede om at finde den helt rigtige balance – den perfekte blanding af humor og sensualitet. Publikum skulle både kunne grine, men også blive lidt grebet af det og mærke passionen mellem de to karakterer.
Olivia Coleman tilføjer en sjov anekdote om, hvordan sexscenerne rent faktisk blev skabt, før der blev trykket optag:
- Når de skal indstille lyset, mens man ligger i en bestemt stilling, har de normalt stand-ins til den slags scener. Men fordi det var så intimt, valgte Alex (Huston Fischer, red.) og Eleanor (Wilson, red.), instruktørerne, som selv er et ægtepar, at være stand-ins. De tænkte simpelthen: “Vi kan ikke bede andre om at gøre det her.”
- Kan du forestille dig dem ligge dér sammen på den måde? Og så sige: “Jeg tror, vi skal have lidt mere lys derovre.” Det elsker jeg, tilføjer Coleman med et grin.
‘Wicker’ kan ses i de danske biografer fra den 12 november - Køb dine billetter her.
Se hele interviewet med Alexander Skarsgård og Olivia Colman herunder: