Her er rollelisten til 'Deadpool 3' - nye navne og gamle kendinge

Ryan Reynolds er naturligvis tilbage i titelrollen
Deadpool 2 / Twentieth Century Fox
(© Deadpool 2 / Twentieth Century Fox)

Den 7. november i 2024 har den længe ventede Deadpool 3 biografpremiere. Vi kigger her på rollelisten, som byder på både nye ansigter og gamle kendinge.

Flere af karaktererne vil man allerede kende fra universet, som nu også bliver en del af Marvel Cinematic Universe, hvorfor der vil være flere gæsteoptrædener.

Vi kigger nærmere på skuespillerne og deres karakterer:

Ryan Reynolds

Skuespilleren vil igen portrættere Wade Wilson aka Deadpool i filmen, der altså nu overgår til at blive en del af MCU.

Hugh Jackman

Den i dag 54-årige skuespiller overraskede publikum, da det blev annonceret, at han vender tilbage som fanfavoritten Wolverine.

Med sin optræden som Wolverine i andre dele af superhelte-universet, både solofilm og som del af X-Men-holdet, er vi mange, der glæder os til at se Deadpool og Wolverines nye eventyr sammen. 

Leslie Uggams

Her er tale om et comeback for skuepilleren, som atter vil indtage rollen som Blind Al.

Efter de mange jokes, som hun har beriget filmene med, er det glædeligt at se hende på rollelisten.

Karan Soni

Han er blandt navnene, som har medvirket i alle Deadpool-filmene og vender således tilbage som chaufføren Dopinder, der bl.a. tidligere har transporteret Deadpool fra den ene mission til den anden.

Det er ikke Sonis sidste eventyr i superhelte-universet, da han lægger stemme til Spider-Man India i den kommende og animerede Spider-Man: Across the Spider-Verse - Part One.

Emma Corrin

Den unge skuespiller har tilsluttet sig rollelisten og vil i den nye film medvirke som skurk.

Der er endnu ikke afsløret mere information om rollen. Der er dog et par teorier, som går på, at hendes karakter bliver Wanda Wilson - den kvindelige pendant til Deadpool - eller X-Men-skurken Danger.

Matthew Macfadyen 

Her er også tale om et nyt ansigt i Deadpool-regi. Der er dog endnu ikke information om, hvilken rolle han kommer til at indtage i filmen.

Han har tidligere medvirket i bl.a. Death at a Funeral, Frost/Nixon og HBO-serien 'Succession'.

Patrick Stewart og Ian McKellen (hverken be- eller afkræftet af Marvel Studios)

I et interview med Entertainment Tonight, har Patrick Stewart givet et hint om, at Professor X og Magneto muligvis vil stå for en genforening i 'Deadpool 3'.

Marvel Studios har dog hverken be- eller afkræftet ovenstående. 

Owen Wilson (rygte)

Owen Wilson har kunnet ses i rollen som Mr. Mobius M. Mobius i MCU-serien 'Loki'. Han havde desuden en cameo i Ant-Man and the Wasp: Quantumanias post-credit-scene, hvorfor der går et rygte om hans medvirken.