Her er Netflix' nye Scooby-Doo: Spillet af en ægte hvalp

Netflix og Scooby-kiks, anyone?
Scooby-Doo
(© Warner Bros.)

Jep, i 2027 får Mystery Inc.-banden sin helt egen live-action-serie på Netflix, og nu har streamingtjenesten løftet sløret for en lille forsmag på, hvad der venter.

Scooby-Doo: Origins optages i øjeblikket i Atlanta og samler flere unge stjerneskud i de ikoniske roller.

Tanner Hagen ('The Pitt') spiller Scoobys bedste ven Norville "Shaggy" Rogers, Maxwell Jenkins ('Lost in Space') dukker op som lækkerbiskenen Fred Jones, Abby Ryder Fortson ('The Pitt') er Velma Dinkley, og Mckenna Grace ('Ghostbusters: Afterlife') ses som divaen Daphne Blake.

På rollelisten finder vi også Paul Walter Hauser, der vandt en Golden Globe for sin uhyggelige præstation som seriemorderen Larry Hall i miniserien 'Black Bird' (2022). Hvilken rolle han skal spille i serien, er endnu ikke afsløret.

Den egentlige stjerne er dog det firbenede medlem: seriens live-action-Scooby-Doo! For første gang i franchisens over 50 år lange historie får vi en ægte - og søøøød - hvalp i rollen. Og selvfølgelig har den lille charmebombe det ikoniske blågrønne halsbånd fra tegneserien. 

Med nyheden offentliggjorde Netflix en video af den lille hvalp. Se den nederst i artiklen.

Scooby-Doo: Origins
(© Netflix)

Ifølge Netflix følger serien Shaggy og hans gode veninde Daphne gennem deres sidste sommer på lejr:

- Her bliver teenagerne viklet ind i et uhyggeligt mysterium, der knytter sig til en ensom og forvildet grand danois-hvalp, som måske har været vidne til et overnaturligt mord. Med hjælp fra den pragmatiske Velma og den lidt sære, men flotte nye fyr, Fred, kaster de sig ud i en efterforskning, der udvikler sig til et mareridt. Et mareridt, der truer med at afsløre alle deres hemmeligheder.

- Baseret på figurerne fra Hanna-Barbera-tegneserien skal de folkekære teenagere og deres helt særlige hund udforske den skræmmende sag, der førte Mystery Inc. sammen.

'Scooby-Doo: Origins' får premiere på Netflix i løbet af 2027.

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på Filmweb.no og er oversat og redigeret af Kino.dk-redaktionen.

Nyeste film i biografen