
Halloween-legende sender sin ikoniske karakter på pension efter 44 år
En gyser-epoke slutter
Det hele startede i 1978 med John Carpenters slasher-klassiker Halloween. Det var her, vi første gang mødte den legendariske seriemorder Michael Myers og den seje overlever Laurie Strode, som blev spillet af en dengang blot 20-årig Jamie Lee Curtis.
Gyserfilmen har siden affødt en længere række kapitler i franchisen, hvor man har mødt Curtis-karakteren i syv ud af de i alt 13 film, når man tæller den biografaktuelle Halloween Ends med.
I 2018 blev både Myers og Strode nemlig atter vakt til live i biografmørket med rebootet og fortsættelsen Halloween, som blev fulgt op af Halloween Kills.
LÆS OGSÅ: 10 gyserfilm du skal se, hvis du elsker 'Scream'
Nu gælder det så den nye og tredje film, hvad der lader til at blive det afsluttende kapitel med den i dag 63-årige Curtis som Strode. Det fortæller hun om i et interview hos ET:
- Det er meget følelsesladet. Jeg sagde farvel til en gruppe mennesker, som jeg har lavet tre film med (de tre nye i serien, red.). Jeg har sagt farvel til en kvinde, som jeg har skildret i 44 år:
- Privilegiet ved det og Laurie Strodes ære og hendes rejse har været meget følelsesladet, meget smertefuldt og tilfredsstillende […].
LÆS OGSÅ: Denne film turde gysermesteren Stephen King ikke at se færdig
Det tyder altså ret meget på, at 'Halloween Ends' bliver vores sidste møde med Laurie Strode - i hvert fald i skikkelse af Jamie Lee Curtis.
Det ser ud til at blive en brutal finale. Se blot fotoet herunder fra Jamie Lee Curtis' Instagram, hvor hun er fyldt med blå mærker - men dog stadig holder humøret højt!
Men man skal aldrig sige aldrig, i 'Halloween: Resurrection' (2002) fik Laurie Strode nemlig hugget hovedet af - og der troede man også, at det var Curtis' sidste optræden i den ikoniske rolle.
Hvorvidt Myers også lægges i graven med den nye Halloween-film er nok mere tvivlsomt, da genren for længst har bevist, at det er umuligt at holde en elsket morder nede.
'Halloween Ends' har biografpremiere den 13. oktober 2022.