
Gysermester vender tilbage: Se hans tidligere film nu - to kan ses gratis
Eli Roth er klar til mere splat
Instruktør og manuskriptforfatter Eli Roth slog blodigt igennem med sygdomsgyset Cabin Fever og efterfølgende den brutale Hostel. Den 6. august er han tilbage i biografen med sin næste splatterfest: Ice Cream Man.
I filmen får en lille provinsby besøg af en ny ismand. Det bliver starten på et drabsorgie, hvor alle børn slår de voksne ihjel.
Eli Roth har selv sagt, at det er en film, han har ventet på at lave i over 20 år - og nu lykkes det endelig.
Vi kan roligt forvente os en af årets mest sindssyge film, da Eli Roth bl.a. fortæller, at gyset overgår alle hans foregående film. Det er måske derfor også meget passende, at man varmer op til det nye blodbad med at se et par af instruktørens forrige film.
Lige nu kan man endda se to af titlerne gratis!

The Future of Horror
Da den 30-årige Eli Roth i 2002 debuterede med sin sygdomsbefængte, klamme og sortkomiske gyser ‘Cabin Fever’, tog han verden med storm.
Quentin Tarantino udnævnte endda Eli Roth til at være “the future of horror”.
Den debuterende instruktør endte under Tarantinos vinger. Den anerkendte filmskaber var således executive producer på Eli Roths næste værk, som for alvor satte filmskaberen på gyserlandkortet: Nemlig den brutale Hostel.
‘Hostel’ går til grænsen og langt over i sin blodige udpensling af vold og tortur, da en gruppe unge amerikanere på tur til Slovakiet ender i kløerne på en organisation, som tilbyder en meget særlig og ulovlig service til rigmænd…
Både ‘Hostel’ og ‘Hostel II’ blev “præsenteret af Quentin Tarantino”, som derved var med til at blåstemple Eli Roth.
Ja, Eli Roth endte sågar med at få en ret ikonisk gæsteoptræden i Tarantinos Inglourious Basterds, hvor han spiller karakteren Sergeant Donny Donowitz - også kendt som “The Bear Jew”.

Kannibaler, Keanu Reeves og gyser-comeback
Næste kapitel i Eli Roths horror-karriere bliver kannibalgyseren ‘The Green Inferno’, der sender en gruppe unge mennesker ud i junglen, hvor de møder en stamme af menneskeædere.
I 2015 udfordrede han publikum - og Keanu Reeves - da han sendte en familiefar i kløerne på to unge, psykopatiske kvinder i thrilleren ‘Knock Knock’.
Efter en række genremæssige afstikkere, vendte Eli Roth i 2023 tilbage til gyset med den succesfulde Thanksgiving, der var et solidt callback til 80’erne og 90’ernes slasherfilm med en maskeret morder, der slår til under en højtid.
Eli Roths tilbagevenden til det brutale gys, gav tydeligvis instruktøren mere blod på tanden, så nu er han klar til igen at gå til den blodige grænse og nok også over den med ‘Ice Cream Man’.
‘Ice Cream Man’ har biografpremiere den 6. august. Find dine billetter her på Kino.dk.
Du kan varme op til ‘Ice Cream Man’ med følgende Eli Roth-film på streaming i Danmark:
- ‘Cabin Fever’ kan ses gratis på Pluto TV (med reklamer) samt leje/købes på diverse tjenester, bl.a. Blockbuster.dk.
- ‘Hostel’ og ‘Hostel II’ kan lejes/købes på bl.a. Blockbuster.
- ‘The Green Inferno’ kan ses gratis på Pluto TV (med reklamer) samt leje/købes på diverse tjenester, bl.a. Blockbuster.dk.
- ‘Knock Knock’ kan streames på Prime Video, TV 2 Play og Viaplay.
- ‘Thanksgiving’ kan streames på HBO Max (indtil den 16. juli) og derefter leje/købes på bl.a. Blockbuster.