
Guide til julens film
Juleferien i biografen
Juleferien er i fuld gang. Vi har kigget nærmere på udvalget af film i biograferne hen over julen.
Se også vores trailersammenklip af de nyeste premierefilm nederst i artiklen.
Science fiction og eventyr
Rogue One: A Star Wars Story
Det er ikke hver dag, at en dansker dukker op i verdens måske største filmfænomen, men Mads Mikkelsen medvirker som den første i 'Star Wars' - og sågar i en vigtig birolle som arkitekten bag Dødsstjernen. Handlingen i rumeventyret finder sted før den oprindelige Star Wars, der havde premiere i 1977.
Passengers
To af tidens mest eftertragtede skuespillere er at finde i den romantiske science fiction-film, som foregår ombord på et enormt rumskib. Chris Pratt og Jennifer Lawrence er to passagerer, der vågner for tidligt af deres hyper-dvale og nu må finde maskinfejlen - alt imens de forelsker sig i hinanden.
Også i biografen: Arrival
Familiefilm
Iqbal & Superchippen
Manu Sareens børnebogs-serie om Nørrebro-drengen er nået til sin anden filmatisering. Titlen henviser til en magisk chip, som forsager stridigheder mellem børnene Iqbal, Sille og Tariq og to slyngler. Familiefilmen er underholdende og har et fint budskab om miljøbevidsthed.
Syng
Sangkonkurrencer er underholdende. Dyr er underholdende. Ergo: Sangkonkurrencer med dyr er dobbelt så underholdende! Det er devisen i animationsfilmen 'Syng', hvor en koalabjørn vil afholde en talentkonkurrence for at redde sit konkurstruede teater. Resultatet er 85 anderledes fortolkninger af velkendte sange.
Bambi
En af Disneys mest elskede klassikere vises i julen, når Bambi, Stampe og de andre venner fra skoven genbesøger biografen. Den lyriske skildring af naturen, de sjove episoder bl.a. på glat is samt den dramatiske hændelse midt i filmen er blevet ikoniske og fungerer på flere niveauer til både børn og voksne.
Også i biografen: Familien Jul - I nissernes land, Peddersen og Findus: Den bedste jul nogensinde
Drama
Jeg, Daniel Blake
Ken Loach er kendt som en af britisk films dygtigste formidlere af sociale problematikker i arbejderklassens England, og han når et nyt højdepunkt med 'Jeg, Daniel Blake', der indbragte den 80-årige instruktør Guldpalmen i Cannes. Dramaet handler om en mand, der fanges i det bureaukratiske, offentlige støttesystem.
Skønheden i alting
Det skorter ikke på Hollywood-stjerner i det nye drama, der har en rolleliste bestående af to Oscar-vindere og tre skuespillere med flere Oscar-nomineringer i bagagen. Will Smith spiller en mand, der kommer i brevkontakt med selveste Døden, Tiden og Kærligheden - og får besøg af alle tre.
The Untamed
Mexicansk, mørkt drama med horror-elementer. Hvis man synes, det lyder som noget, er det 'The Untamed', man skal gå efter blandt julens film. Det er i øvrigt historien om et ægtepar i krise, der inviteres til en afsidesliggende hytte af den mystiske Veronica.
Også i biografen: Min far Toni Erdmann, Den alvorsfulde leg, Oscuro Animal
Komedie
Den hundredetårige, der stak af fra regningen og forsvandt
Der er noget "svensk Forrest Gump" over begivenhederne i Jonas Jonassons roman 'Den hundredårige, der kravlede ud ad vinduet og forsvandt', fordi hovedpersonen Allan Karlsson på samme måde er indblandet i nogle af historiens vigtigste begivenheder. Dette er efterfølgeren til filmatiseringen fra 2013.
Why Him?
Det kan være svært at give slip på sin førstefødte. Det er temaet i komedien, hvor familiefaren Ned skal møde sin datters nye kæreste for første gang. Svigersønnen, der er it-millionær, har absolut intet filter, og Ned begynder hurtigt at hade sin datters valg. Situationen forværres, da et giftermål står for døren.
Diktatoren
Charlie Chaplin var født samme år som Adolf Hitler. De var begge små af statur og havde et karakteristisk overskæg. Denne lighed tog den legendariske komiker til sig, da han instruerede og spillede hovedrollen i 'Diktatoren', der sendte en satirisk og humanistisk kommentar til det samtidige Nazi-tyskland (og verden generelt). Nu kan den klassiske komedie fra 1940 ses i biografen i en nyrestaureret udgave.
Også i biografen: Undercover, Bad Santa 2