
'Game of Thrones'-filmen får premieredato
Ventetiden er lang på “Game of Thrones: Aegon’s Conquest”
Warner Bros. har endelig fastsat en premieredato for ‘Game of Thrones: Aegon’s Conquest’, den allerførste biograffilm fra George R.R. Martins ‘Game of Thrones’-univers.
Hvis alt går efter planen, skal Westeros foldes ud på det store lærred den 1. juni 2029, ifølge The Hollywood Reporter.
Filmen skal instrueres af Owen Harris, som tidligere har arbejdet på både ‘A Knight of the Seven Kingdoms’ og ‘Black Mirror’. Manuskriptet er skrevet af Beau Willimon, skaberen af ‘House of Cards’ og en af manuskriptforfatterne bag ‘Andor’. Der er endnu ikke offentliggjort nogen skuespillere.
Som titlen afslører, vil historien handle om grundlæggeren af Targaryen-dynastiet, Aegon I, og hans erobring af Westeros – flere hundrede år før begivenhederne i ‘Game of Thrones’.
Filmen bliver dermed vores første møde med Targaryen-kongen i egen person. I tv-serierne har vi nemlig kun hørt om denne legendariske skikkelse, som oprindeligt blev introduceret i Martins ‘A Song of Ice and Fire’-bøger.
De oprindelige otte sæsoner af ‘Game of Thrones’ blev sendt på HBO mellem 2011 og 2019 og har siden fået to spin-off-serier. ‘House of the Dragon’, baseret på Martins ‘Fire & Blood’ (et ekstra værk om Targaryen-familien), havde premiere i 2022 og afsluttede sin tredje sæson i sommer. Den fjerde og sidste sæson forventes i 2028.
HBO’s anden spin-off-serie, ‘A Knight of the Seven Kingdoms’, landede på streamingtjenesten i januar i år. Også den har mere på vej, med anden sæson planlagt til 2027.
Samtidig arbejder HBO på flere andre projekter fra fantasyuniverset.
- Vi arbejder på flere spin-offs lige nu, og et af dem – som jeg ikke vil sige mere om lige nu – er meget lovende og handler stadig om Targaryen-slægten, afslørede Francesca Orsi, der er chef for drama og film hos HBO, i et interview med Deadline sidste år.
Denne artikel blev første gang publiceret på filmweb.no. Den er oversat og redigeret af Kino.dk.