Fra anmelder-darling til ufrivillig stjernestatus: Forude venter 'Gladiator 2'

Paul Mescal er biografaktuel i 'All of Us Strangers'
All of Us Strangers - Paul Mescal
(© Searchlight Pictures)

Paul Mescal er måske ikke et decideret nyt navn i filmbranchen, men den 28-årige skuespiller står foran sit helt store gennembrud med castingen i Ridley Scotts imødesete Gladiator 2 overfor bl.a. Denzel Washington og Pedro Pascal.

Med så stor en blockbuster på vej, kan Mescal øjne berømmelse. Noget som skuespilleren udtalte sig om tidligere i år til The Times UK:

- Jeg ved ikke, hvad forskellen vil være. […] Er det bare, at flere mennesker vil stoppe dig på gaden? Jeg ville blive dybt deprimeret, hvis det er tilfældet, og håber, at det ikke er sandt. Jeg vil have et svar næste år, men hvis [filmen] påvirker mit liv på den måde, vil jeg være i et dårligt sted. Jeg er nødt til at komme videre og spille et lille teaterstykke, som ingen vil se.

Det er egentlig ikke underligt, at han ser frem mod Hollywood-fame med en vis skepsis. Irske Paul Mescal har nemlig som mange af sine landsmænd gjort sig på de skrå brædder i teaterstykker, og på film har han primært kunnet opleves i anmelderroste, men mindre budgettunge dramaer som The Lost Daughter og Aftersun

Aftersun
Paul Mescal i 'Aftersun' (© Sarah Makharine)

Miniserien 'Normal People' i 2020 kastede endda en BAFTA af sig for hovedrollen som den populære studerende Connell Waldron, som han spillede over for Daisy Edgar-Jones.

Denne uges biografpremiere på All of Us Strangers understreger Mescal som en ægte indie-darling. Filmen har fået strålende anmeldelser i udlandet, hvor den havde premiere sidste år, og den har pt. et gennemsnit på 90 % blandt anmelderne på Rotten Tomatoes.

I 'All of Us Strangers' spiller han Harry, der starter en omvæltning af hovedpersonen Adams liv. Adam, der spilles af Andrew Scott, bor alene i sin lejlighed og hjemsøges af fortidens spøgelser og tabet af sine forældre som 12-årig.

Rollen i 'All of Us Strangers' viser ret tydeligt Mescals kvaliteter som en gådefuld karakter med en bagage og, som de siger i filmen, et lettere bedrøvet ansigt. En præstation han er blevet nomineret til flere priser for, bl.a. en BAFTA.

Og netop hans sans for at fremstille personer med mentale ar på sjælen var også det, der gjorde rollen i 'Aftersun' så interessant - og førte til karrierens første Oscar-nominering.

Skuespilleren har i samme interview med The Times UK i øvrigt udtalt, at han tager skuespillet meget seriøst. Da snakken faldt på, at antallet af følgere på sociale medier nu er med til at afgøre, om en skuespiller får en rolle eller ej, får man en god fornemmelse af, hvor Paul Mescal står i forhold til sit erhverv:

- Over de seneste år har folk talt om film og tv som indhold. Det er et ulækkert ord, indhold. Det er ikke indhold, det er fucking arbejde! Jeg er ikke snobbet, men der er to sideløbende brancher. En der arbejder med mangel på omsorg og kunstnerisk integritet. Gå amok, lav ting med Instagram-følgere som en faktor, whatever… 

- Men den anden er, hvad der altid har været der, håndværket med film, instruktion, lys- og produktionsdesign. Det holder kunstnerne i live. Og publikum vil gerne udfordres.

'All of Us Strangers' får biografpremiere den 22. februar.

Køb billetter herunder: