
Første reaktioner på ny 'Resident Evil': "En af de bedste spilfilmatiseringer nogensinde"
“95 minutter ren adrenalin!”
Premiereugen er over os, og endelig får vi Zach Creggers filmatisering af Capcoms Resident Evil at se!
Efter den imponerende instruktørdebut ‘Barbarian’ i 2022 og den anmelderroste publikumssucces ‘Weapons’ sidste år er det her instruktørens hidtil største og dyreste film – og forventningerne er naturligvis høje.
Efter den amerikanske presse har fået lov til at se filmen tidligt, er de første reaktioner begyndt at tikke ind, og indtil videre er der lovende toner. Flere anmeldere ser ganske enkelt ud til at have moret sig gevaldigt, og Varietys Jordan Moreau er blandt dem, der er blevet revet med.
På X skriver han:
“Zach Cregger is the fucking man, og #ResidentEvil er en af de bedste computerspilsfilmatiseringer nogensinde og en af de bedste gyserfilm i nyere tid. Fantastisk brug af titlen, Austin Abrams er hysterisk morsom at se på, mens han snubler rundt og dræber zombier. 10/10.”
Filmjournalist Kellvin Chavez fra SplashReport.com virker ikke mindre begejstret:
“HOLY SHIT! #ResidentEvil har speederen i bund fra åbningsscenen og træder ALDRIG på bremsen. Zach Cregger leverer ubønhørlig spænding, herligt blodig action og nogle seriøst syge The Thing-lignende monsterdesigns. Ren overlevelsesgyser og uden tvivl den bedste Resident Evil-film hidtil. Austin Abrams er fantastisk.”
Generelt er de første reaktioner fulde af ros til filmens blodige body horror, nervepirrende action, vellykkede humor og skræmmende monstre. Samtidig får Austin Abrams, der spillede den omstrejfende narkoman James i ‘Weapons’, masser af ros for rollen som filmens uheldige helt.
En helt ny historie
’Resident Evil’ er allerede blevet filmatiseret adskillige gange. Først kom Paul W.S. Andersons seks film mellem 2002 og 2016 med Milla Jovovich i rollen som Alice, en karakter skabt specifikt til filmene. Filmene tog sig store friheder i forhold til spillene, men fik en dedikeret fanskare og indtjente tilsammen mere end 1,2 milliarder dollars på verdensplan.
I 2021 kom ’Resident Evil: Welcome to Raccoon City’, en reboot baseret på de to første spil fra henholdsvis 1996 og 1998. Filmen blev skrevet og instrueret af Johannes Roberts, måtte klare sig uden Jovovich og blev mødt af temmelig hårde anmeldelser.
Cregger har imidlertid valgt sin helt egen tilgang.
I stedet for at hive velkendte figurer som Leon S. Kennedy eller Jill Valentine frem har han styret uden om både spillenes etablerede karakterer og historier. Sammen med sin faste manuskriptpartner Shay Hatten har han skabt en helt ny historie, som Cregger selv beskriver som “et kærlighedsbrev til spillene”.
Her følger vi den medicinske kurér Bryan, spillet af Abrams, der pludselig må kæmpe for livet, da han forsøger at levere en pakke til hospitalet i Raccoon City.
Abrams får selskab af blandt andre Paul Walter Hauser, Zach Cherry og Kali Reis.
‘Resident Evil’ får dansk biografpremiere den 17. september.
Se traileren og de første reaktioner på filmen herunder:
Denne artikel blev første gang publiceret på filmweb.no. Den er oversat og redigeret af Kino.dk.