
Før ventet efterfølger: Dansk ungdomsklassiker kan nu streames gratis
20 år efter
En af 00'ernes mest markante danske ungdomsfilm kan nu opleves helt gratis.
I anledning af 20-års jubilæet for Råzone har Zentropa gjort den rå ungdomsklassiker fra 2006 tilgængelig i en nyrestaureret version på YouTube.
Det sker samtidig med, at instruktør Christian E. Christiansen gør klar til at vende tilbage til universet med den kommende efterfølger Råplan, der får biografpremiere senere i år.
Da ‘Råzone’ udkom for 20 år siden, ramte filmen en nerve hos både publikum og anmeldere med sin kompromisløse fortælling om teenagevenskaber, svigt og konsekvenser. Filmen solgte over 100.000 billetter i de danske biografer og er ifølge Zentropa siden blevet set af over én million danskere på tværs af biograf, tv og streaming.
Filmen følger fire hårde teenagepiger, hvis venskab begynder at slå alvorlige revner, da Christina (Laura Christensen) bliver taget af politiet efter et røveri og nævner de andre piger under afhøringen.
I forbindelse med jubilæet vender ‘Råzone’ også kortvarigt tilbage til biograferne med særvisninger den 17. august.
Her vil der blandt andet være en visning i København med deltagelse af flere fra det originale cast, heriblandt Laura Christensen og Julie Ølgaard. Sidstnævnte er ugen inden også biografaktuel som instruktør og skuespiller i thrilleren Dobbeltspil.

Den kommende efterfølger Råplan følger igen Laura Christensens karakter Kristina, der nu vender tilbage til sin gamle skole som lærer.
Her bliver fortiden vækket til live, da hun møder den 16-årige elev Mathilde (Ella Testa Kusk), og en ny magtkamp begynder at udvikle sig.
Christian E. Christiansen, der skrev og instruerede den første film, er tilbage bag kameraet, mens Laura Christensen genoptager en af karrierens store roller.
‘Råzone’ kan ses gratis på YouTube frem til den 31. august og kommer på DR TV den 1. september.