For første gang i dansk film: Sådan blev ny genrehybrid skabt

Den nye og biografaktuelle familiefilm Krølle Bølle er et særsyn i dansk sammenhæng.
Filmen blander nemlig animation med optagelser af levende mennesker. Noget de fleste biografgængere måske er blevet vant til med store amerikanske Hollywood-film, bl.a. med publikumssuccesen Lilo & Stitch fra sidste år.
Men i dansk film er det første gang, man laver denne type ambitiøs genrehybrid.
Det var en udfordring både for folkene bag og skuespillerne. Det fortæller instruktør Jan Rahbek og Rasmus Botoft til os.
Hør om den kringlede proces med at skabe den unikke danske film i videoen nederst i artiklen.
'Krølle Bølle' fortæller historien om den bornholmske trold, der trodser reglerne, forlader hullerne under jorden og besøger menneskenes verden. Det sker imens en forretningsmand har store ambitioner om at lave et legeland på øen.
Instruktør Jan Rahbek fortæller, at man egentlig godt kunne have valgt at lave filmen som ren animation, men især én ting gjorde udslaget:
- Bornholm findes i virkeligheden. Så det virkede lidt mærkeligt at skulle til at modellere og lave Bornholm i en computer i stedet for at tage derover og opleve det i virkeligheden... man får mange ting forærende. Naturen, lyset, små ting, der svæver rundt i luften, som man får med i kameraet.

Rasmus Botoft, der spiller byggematadoren Ole, fortæller, at det gav visse udfordringer at spille overfor trolde, som i virkeligheden ikke var der:
- Produktionen havde fået fremstillet en meget, meget fin og meget, meget dyr lille Krølle Bølle, som vi havde. Mig og Ava (Know Martin, red.), der spiller min datter i filmen. Skuespilleren uddyber:
- Så kunne vi ligesom se den og forestille os, hvordan det ville se ud. Så fjernede man den og lavede nogle mærker i græsset, hvor de ville stå. Rasmus Botoft fortsætter:
- Men det var svært, fordi der var også mange droneskud, fordi dels flyver Krølle Bølle på en drone og dels på nogle flagermus. Så de kommer flyvende i luften, og der skal man have samme blikretning, når man er to-tre skuespillere. Så man skulle ligesom være enige om, hvor de var henne. Det var teknisk udfordrende.
Hør meget mere om hele processen med at skabe 'Krølle Bølle' i video-interviewet herunder.








