Filmchef bekræfter: 'Michael 2' er under udvikling

Michael Jackson-filmen kan ses i biograferne nu
Michael
(© UIP)

Filmen Michael har været en kæmpe international succes, alene i Danmark er den blevet set af over 225.000 mennesker - og kan stadig ses i biografer landet over. 

Det er som bekendt en biopic om Michael Jackson, hans opvækst, vej til verdensstjerne og The King of Pop.

'Michael' ender dog i slutningen af 1980'erne og efterlader således publikum uden at fortælle en stor del af musikeren og sangerens resterende liv og karriere.

Nu lader det imidlertid til, at fans og andre biografgængere kan se frem til mere med Michael Jackson, da der arbejdes på en fortsættelse til filmen.

Filmstudiet bag har nemlig fortalt, at de arbejder på en efterfølger. Det skriver Variety.

- Vi er virkelig begejstrede for de fremskridt, vi gør med hensyn til endnu en Michael-film, lyder det fra filmchef hos Lionsgate, Adam Fogelson, der uddyber:

- Alle de samtaler, vi har haft med alle de relevante parter, fortsætter med at gå exceptionelt godt.

Eftersom den biografaktuelle 'Michael' ender sin fortælling i slut-80'erne under stjernens Bad-tour, er der altså meget historie tilbage at fortælle.

Det gælder både det musikalske som med albummet 'Dangerous' fra 1991, men også de mange kontroverser omkring anklagerne om overgreb på børn og de heraf følgende retssager.

Adam Fogelson udtaler desuden:

- Jeg vil sige, at der er masser af utroligt underholdende Michael Jackson-historie [at fortælle, red.], og mange af de største og mest populære dele af hans musikkatalog, som ikke blev berørt i den første film. Han tilføjer:

- Der er så mange andre begivenheder, der skete, selv i tidsrammen for den originale ['Michael', red.] film, som ikke blev berørt, så vi er meget, meget sikre på, at vi har en utrolig underholdende film, der endnu engang vil appellere til et globalt publikum, efterhånden som brikkerne falder på plads.

Michael
(© UIP)

Det lyder dog ikke til, at det umiddelbart er netop anklagerne og retssagerne, som kommer videre meget i spil i en mulig fortsættelse.

Adam Fogelson fortæller også, at en fortsættelse ikke nødvendigvis bliver fortalt i kronologisk rækkefølge, men at historien også kan gå frem og tilbage i tid.

Det er altså endnu uklart, hvordan en mulig Michael-fortsættelse vil komme til at fortælle om den tid i Michael Jacksons liv, hvor anklager og retssager udspillede sig.

Ikke desto mindre siger Adam Fogelson, at noget af det materiale, der allerede er blevet optaget til den første film, men som blev efterladt på klippegulvet, kan bruges i en efterfølger til 'Michael'.

En fortsættelse til 'Michael' har dog ikke fået grønt lys endnu og derfor heller ikke en premieredato.

'Michael' kan ses i biograferne nu.

Nyeste film i biografen