Fem ting som Harry Potter-serien bør gøre bedre end filmene

Da HBO annoncerede, at de ville lave en Harry Potter-serie, var den første reaktion hos mange fans den samme: Har vi virkelig brug for den?

Filmene er trods alt blandt de mest elskede fantasyfilm nogensinde. Men jo mere man tænker over det, desto mere giver en serie faktisk mening. Hvor filmene konstant måtte skære karakterer, handlingstråde og hele kapitler væk for at holde spilletiden nede, får serien en unik mulighed for at give bøgerne den plads, de altid har fortjent.

Det betyder selvfølgelig ikke, at alt fra filmene skal smides ud. Tværtimod gjorde de rigtig mange ting fremragende. Men der er også en række elementer, hvor serien har en oplagt chance for at forbedre det, som filmene enten sprang over eller ganske enkelt ikke ramte helt rigtigt.

Herunder er min ønskeliste til den nye serie.

Bemærk at der vil være spoilers for alle syv bøger og otte film.

Poltergeisten Peeves

Første punkt på ønskelisten ved vi heldigvis allerede, at vi får opfyldt.

En af de mest spændende nyheder om serien på det seneste har nemlig været, at poltergeisten Peeves bliver en del af serien. Det er på trods af, at den drilske poltergeist blev droppet i filmene, selvom Rik Mayall faktisk var blevet castet til rollen i ’Harry Potter og De Vises Sten’.

Det bliver nu Peter Serafinowicz, der skal spille den kaoselskende drillepind, og selvom Peeves får en rolle allerede i første sæson, bliver figuren for alvor interessant at følge i de efterfølgende sæsoner.

Peeves er først og fremmest sin egen herre og en vaskeægte ballademager. Nogle gange hjælper hans narrestreger Harry, andre gange spænder de ben for ham.

Det er især i ’Harry Potter og Fønixordenen’, at figuren for alvor kommer til sin ret med den rolle han spiller, når Fred og George Weasley tager deres spektakulære afsked fra Hogwarts.

Og nu vi taler om Weasley’erne…

Mere Weasley tak

Weasley-familien bliver på mange måder Harrys familie, efter han mister sin egen, men alligevel er de syv Weasley-børn nogle af de mest forsømte karakterer i overgangen fra bog til film. Hvis vi overhovedet får dem at se.

Førnævnte Fred og George er nok dem, der slipper bedst fra filmatiseringerne, selvom mange af deres bedste jokes stadig er blevet på roman-siderne og forhåbentlig får plads i manuskriptet til den nye serie.

Ron var i bøgerne Harrys mest loyale ven gennem hele serien, men filmene fremstillede ham ofte som pivet og egoistisk. Selvom han også havde sine mindre flatterende øjeblikke i bøgerne, var han langt sjovere, varmere og mere omsorgsfuld, end filmene gav indtryk af. Desværre blev en stor del af Rons bedste dialog skåret væk i filmene eller givet til andre karakterer (ofte Hermione), hvilket fik ham til at fremstå mere barnlig og brokkende end Harrys modige anker.

Percy så godt som forsvinder fra filmene efter den første og dukker kun op i baggrunden af enkelte scener senere hen. Serien har en gylden mulighed for at give plads til hans brud med familien og hans efterfølgende forsoning i den syvende bog, som giver et ekstra lag til Freds tragiske bortgang.

Derudover må vi heller ikke glemme, at Bill først dukkede op i en minirolle i de to sidste Harry Potter-film, mens Charlie ikke fik lov til at medvirke overhovedet.

Og så er der Ginny. Stakkels Ginny. Hvor ofte har man ikke hørt fans, som kun har set filmene, sige, at det er totalt åndssvagt, at Harry ender sammen med Ginny ’Lad Mig Binde Dine Snørebånd For Dig’ Weasley i stedet for Hermione.

Hvor bog-udgaven af Ginny er en dynamisk, temperamentsfuld og handlekraftig karakter, er filmudgaven nærmest en anonym biperson uden den samme personlighed… hvis nogen personlighed overhovedet.

Hendes rolle i filmene består stort set af at kysse Harry akavet et par gange og derefter stå og se til, mens han tager sig af alt det vigtige.

Hvis nogen fortjener en opblomstring i den kommende serie, så er det Ginny.

”Du har din mors øjne”

Hvis du har læst Harry Potter-bøgerne flere gange, burde det være let at nævne Harrys mest markante kendetegn, for J.K. Rowling minder læseren om dem igen og igen.

Han har kulsort, uglet hår, et lynformet ar i panden, runde briller, en ranglet kropsbygning – og så har han grønne øjne.

Netop det sidste er særligt vigtigt. Harrys øjne er nemlig præcis de samme som hans afdøde mor Lilys, hvilket han får at vide igen og igen og igen og igen både i bøgerne og i filmene.

I filmene har hverken Daniel Radcliffe eller de to skuespillere, som spiller hans mor, grønne øjne. Historien går på, at man prøvede at give Radcliffe grønne kontaktlinser i den første film, men han fik en allergisk reaktion, og derfor måtte man droppe det og lade ham have blå øjne i den her version. Og fred være med det, så længe Lilys øjne matcher, hvilket de gør i ’De vises sten’, når Geraldine Somerville dukker op i Drømmespejlet i samme film. Så langt så godt.

Det er så i den sidste film, når Ellie Darcey-Alden dukker op som en ung udgave af Lily i en flashback-sekvens, at det går galt. Her har hun nemlig de bruneste øjne, du nogensinde har set, og de har endda DEN FRÆKHED at lave et ekstremt close-up af de meget brune øjne.

Og det ville ikke være så stort et problem, hvis ikke det var fordi, at vi i den forgangne scene lige har haft et følelsesladet øjeblik, hvor Snape siger, som det sidste inden han går bort, at Harry har sin mors øjne… som han så ikke har.

For retfærdighedens skyld skal det nævnes, at der florerer billeder af Darcey-Alden med blå kontaktlinser på settet, men af en eller anden grund endte de alligevel med at blive brune i filmen.

Den nye skuespiller for Harry, Dominic McLaughlin, har naturligt blå øjne, og det virker igen ikke til, at de kommer til at ændre det. Men forhåbentlig kan de være konsekvente den her gang, så man ikke skal ryste på hovedet, når der for syttende gang bliver sagt, hvor stor lighed der er mellem de to par glugger.

Bas ned, Dumbledore

En af de vigtigste karakterer at ramme rigtigt er Albus Dumbledore, og det interessante ved ham i den her kontekst er, at vi allerede har fået to meget forskellige portrætteringer af Hogwarts-rektoren.

Richard Harris, der spillede karakteren i de første to film, gik tragisk bort inden optagelserne til ’Fangen fra Azkaban’, og ind trådte Michael Gambon, som tog sig af rollen i de resterende seks film.

Hvor Harris primært spillede ham som en meget rolig og vis troldmand, var Gambon i højere grad mere fysisk og udadreagerende i sin præstation, men også mere fjollet og distræt, hvilket alt sammen på tværs af begge præstationer er kvaliteter, som Dumbledore bør have.

Det store problem med Gambons Dumbledore er dog, at den er meget betinget af, hvor godt den pågældende instruktør har forstået kildematerialet. Derfor er han stort set perfekt i alle de film, der er instrueret af Alfonso Cuarón (3) og David Yates (5-8), men der gik et eller andet grueligt galt, da Gambon blev sat sammen med instruktør Mike Newell i den fjerde film.

Hvis jeg nævner replikken: ”Did you put your name in the Goblin of Fire?”, vil de fleste Harry Potter-fans nok vide, hvad jeg refererer til. Han spillede i den film rollen for stort, for fysisk, med alt for meget vrede og ikke mindst uden den tørre humor, der er så stor en del af karakteren.

Fordi det ikke er et problem i de resterende film, er min teori, at problemet i høj grad stammer fra Newell, der har en væsentlig mere teatralsk tilgang til at lave film end de andre instruktører, som har tacklet materialet.

Gambon har selv fortalt, at han aldrig læste bøgerne, hvilket betød, at han udelukkende måtte læne sig op ad Newells anvisninger for filmens tone og sin fortolkning af karakteren. Og Newell selv har ikke ligefrem rost bøgerne til skyerne, men i højere grad talt åbent om, hvor lang og kedelig, han syntes bogen var.

Når John Lithgow skal give sit bud på en ny Dumbledore, har han en stor opgave i at undgå de fejl, som blev begået i ’Flammernes Pokal’ og finde en mellemvej, hvor Dumbledore ikke bliver for afslappet til, at han mister troværdighed, men heller ikke så humorforladt, at vi helt mister, hvad der gør karakteren så ikonisk.

Uperfekte Hermione

Det er nemt at skyde skylden for nogle af filmenes brister på instruktørerne, men virkeligheden er, at mange af de mest frustrerende elementer stammer direkte fra manuskriptet.

Steve Kloves skrev syv ud af de otte film og tog kun en pause ved den femte film, hvor Michael Goldenberg tog over. Kloves gjorde i det store hele et godt stykke arbejde i at strømline de store og komplekse bøger og omsætte dem til spillefilm med en passende spilletid. Men det er også tydeligt, at Kloves havde en tendens til at favorisere specifikke karakterer, han godt kunne lide. Og det er netop, hvad der skete med Hermione, som han har erkendt, er hans yndlingskarakter.

Med den baggrund giver det mening, at Hermione i filmene stort set altid har svaret på alting og aldrig gør noget forkert.

Et eksempel er, at mange af hendes replikker – heriblandt nogle af de mest mindeværdige – faktisk tilhørte andre karakterer i bøgerne. Et af de mest kendte eksempler, som kan findes i den anden film, er forklaringen på, hvad en ”mudderblod” er. I bøgerne er det Ron, der giver den forklaring, hvilket giver mening, da det er ham, der er vokset op i magiverdenen og kender til stigmatiseringerne.

I den samme film siger Hermione også, at "fear of a name only increases fear of the thing itself", som er et af Dumbledores vismandsord i den første bog. I ’Fangen fra Azkaban’ stiller Hermione sig desuden foran Harry og siger til Sirius Black, at hvis han vil dræbe Harry, må han også dræbe dem. I bogen er det derimod Ron, der siger den replik.

Favoriseringen af Hermione bliver dermed også noget af årsagen til, at Rons karakterisering føles halvbagt, og det går som nævnt tidligere også ud over Ginny, som ved siden af den perfekte gudinde Hermione virker som et kedeligt valg som Harrys udkårne.

Der er selvfølgelig ikke noget galt i at have en stærk, selvsikker kvindelig karakter - især ikke i en historie, der henvender sig til et ungt publikum. Men Hermione havde i bøgerne mange øjeblikke, hvor hun viste sårbarhed, hun havde ikke altid ret, og en gang i mellem havde hun også problemer med at holde hovedet koldt, men netop det gjorde hende i sidste ende til en stærkere og mere nuanceret karakter.

Ja, Hermione er i bøgerne også meget intelligent, loyal, modig og dygtig, men hun er også snæversynet, ofte neurotisk og til tider irriterende. Hun lærer desuden af sine fejl og arbejder aktivt på at blive bedre uden nogensinde at blive til en fejlfri karakter.

Ud fra alt hvad vi har set og hørt fra seriens Hermione-skuespiller, Arabella Stanton, indtil videre, virker hun til at være helt perfekt til rollen. I den nye castede lydbogudgave af bøgerne fra Audible leverer hun karakterens replikker i de tre første bøger, og her virker hun til helt at have forstået Hermiones fremtoning, så lad os håbe, at manuskriptet til serien tør lade hende være mere nuanceret og mindre fejlfri.