
Fem fede storfilm, der floppede – og hvorfor
Det er ikke helt, som man skulle tro
De fleste fans af instruktøren Alfonso Cuarón ville sikkert ryste på hovedet, hvis man fortalte dem, at Children of Men fra 2006 var et flop.
Det håndholdte dystopidrama med imponerende lange one-takes blev nomineret til tre Oscars og vandt to priser på Venice Film Festival – herunder den fornemme Golden Osella for filmens enestående tekniske bidrag. Anmelderne var ellevilde med filmen, der i 2025 blev udnævnt som det 21. århundredes trettende bedste af New York Times.
Økonomisk var 'Children of Men' dog langt fra en succes. Filmen indtjente godt 70 millioner dollars i biograferne verden over. Men med et produktionsbudget på cirka 76 millioner, generede den et minus på næsten 6 millioner dollars for Universal Pictures.
Med andre ord: Filmen floppede. Ikke på grund af dens kvalitet, som åbenlyst var på et meget højt niveau. Men på grund af, at den ikke fik den forventede gennemslagskraft i billetsalget – og ligefrem blev en underskudsforretning for producenten.
Omvendt findes der også eksempler på store film, der blev haglet ned af kritikerne, men som ikke kan betragtes som flop, idet de solgte så mange billetter, at de tjente sig selv hjem i mangefold.
Et godt eksempel er Michael Bays Transformers-film, som anmelderne gennem årene har elsket at hade. Alle fem i serien er på top 20 over film, som Paramount Pictures har tjent allerflest penge på.
At en film er udskældt er dermed ikke nødvendigvis ensbetydende med, at den er et flop – ligesom en kritikerrost og prishædret film ikke selvsagt er en succes.
Herunder fem gode og stort opslåede film, der floppede.

The Shawshank Redemption (1994)
IMDb-score: 9.3 / 10
Anslået produktionsbudget: 25 millioner dollars
Billetsalg på verdensplan: 29,3 millioner dollars
The Shawshank Redemption er bredt anerkendt som publikumsfavoritten over dem alle: Filmen, der måske til evig tid vil forblive den bedst ratede på IMDb. Men skønt den enorme popularitet, som filmen fik i årene efter sin udgivelse, var den ikke ligefrem en succes i premiereåret 1994.
Det var nemlig et stort filmår – og Frank Darabonts håbefulde fængselsfilm med Tim Robbins og Morgan Freeman i de ledende roller var oppe mod Quentin Tarantinos Pulp Fiction og Robert Zemeckis' Forrest Gump, der stjal al opmærksomheden.
I modsætning til konkurrenterne, der begge vandt i en eller flere af sine kategorier, gik Darabont og medskaberen Stephen King ikke hjem med en eneste af de syv Oscar-statuetter, som deres film var indstillet til.
Dertil indbragte filmen kun et minimalt overskud på små 4 millioner dollars, hvilket må siges at være utilfredsstillende for en film med så imponerende et hold af skabere og skuespillere bag sig.

Furiosa: A Mad Max Saga (2024)
IMDb-score: 7.5 / 10
Anslået produktionsbudget: 168 millioner dollars
Billetsalg på verdensplan: 174,4 millioner dollars
Efter Mad Max: Fury Roads balstyriske ørkenstorm blæste biografgængere bagover i 2015, var det oplagt at brygge videre på succesen med en prequel om en af filmens populære biroller; nemlig Charlize Therons frygtløse Furiosa.
Men da Furiosa: A Mad Max Saga kom i 2024, kløede fans sig i nakken. Ikke over kvaliteten af selve skuespillet eller produktionen, der på mange måder var lige så imponerende som forgængerens. Men over den åbenlyse elefant i biografsalen. For hvor var hun, Charlize? Og hvor var Mad Max?
Til mange fans skuffelse, havde en ellers velspillende Anya Taylor-Joy overtaget rollen som Furiosa. Dertil var franchisens hovedperson Mad Max slet ikke med i filmen – hverken i skikkelse af Tom Hardy eller nogen anden stedfortræder.
Filmen, der ligesom mange af dens forgængere blev optaget i Australien, kostede et svimlende trecifret millionbeløb at producere. Men selv efter massive skatterabatter, der mere end halverede budgettet, tjente den sig kun lige akkurat ind på den positive side af en break-even – hvilket er langt under lavmålet for en produktion af den kaliber.

Babylon (2022)
IMDb-score: 7.1 / 10
Anslået produktionsbudget: 80 millioner dollars
Billetsalg på verdensplan: 65,3 millioner dollars
Damien Chazelle havde på papiret skrevet endnu en sikker vinder. Skaberen bag 'Whiplash' og 'La La Land' vendte med Babylon tilbage med en stor, svulstig Hollywood-basker om filmindustriens skift fra stumfilm til lyd med stjernerne Brad Pitt og Margot Robbie i front.
Men økonomisk gik det helt galt. Filmen solgte for kun lidt over 65 millioner dollars globalt, hvilket var langt under et rapporteret budget på omkring 80 millioner. Læg dertil yderligere 80 millioner dollars i marketingudgifter, og du har opskriften på et voldsomt underskud.
En del af forklaringen på det dårlige billetsalg var, at 'Babylon', i al den dens uhæmmede 1920’er-dekandence, var for overvældende og kaotisk usammenhængende til det jævne amerikanske publikums smag. Det fremgår af den konsensus, som Rotten Tomatoes har sammenfattet fra hhv. anmeldernes og publikums kritik af filmen.
Skønt tre Oscar-nomineringer og en BAFTA-pris for bedste scenografi, fik den mere end tre timer lange film således en blandet modtagelse, hvilket ses tydeligt afspejlet i Rotten Tomatoes' lunke anmelderscore og publikumsscore på hhv. 57 % og 52 %.

Blade Runner 2049 (2017)
IMDb-score: 8.0 / 10
Anslået produktionsbudget: 150 millioner dollars
Billetsalg på verdensplan: 278 millioner dollars
Denis Villeneuves efterfølger på Ridley Scotts sci-fi-drama fra 1982 var muligvis en af de mest ventede film i 2017. Den oprindelige Blade Runner har gennem årene opnået kultstatus blandt filmnørder verden over – og den canadiske Arrival-instruktør stod over for en stor opgave med at løfte arven videre.
På mange måder lykkedes han. Blade Runner 2049 høstede overvejende positive anmeldelser og har i skrivende stund en anmelderscore på 88 % og publikumscore på 89 % på Rotten Tomatoes. Filmen lod da også til at finde en god balance mellem nostalgi og nytænkning, hvor der var noget for fans på tværs af generationer:
I en moderne sci-fi, der var on par med tidens forventninger til produktionsdesign og CGI-effekter var Harrison Fords Rick Deckard således tilbage i en 35 år ældre version. Og over for ham stod en af nyere tids største superstjerner, Ryan Gosling.
Med enorme summer brugt på markedsføring stod filmen dog tilbage med et skuffende billetsalg, der indbragte langt under de 400 millioner dollars, som Warner Brothers havde sat som barren for succes. Hvorfor man – utroligt nok – måtte definere filmen som et kommercielt flop.

The Master (2012)
IMDb-score: 7.1 / 10
Anslået produktionsbudget: 32 millioner dollars
Billetsalg på verdensplan: 28,7 millioner dollars
Paul Thomas Andersons selvudnævnte hjertebarn, The Master, høstede tilbage i 2012 massevis af anmelderroser og var indstillet til et væld af fornemme prisuddelinger, herunder Academy Awards, hvor filmen blev nomineret til tre Oscar-statuetter.
Filmen, der trak på et Scientology-inspireret tankegods og bl.a. drog paralleller mellem Philip Seymour Hoffmans karakter og dianetikkens kontroversielle fader, L. Ron Hubbard, hittede blandt intellektuelle og cineaster, men blev aldrig helt den samme succes for det bredere publikum.
På Rotten Tomatoes' anmelderscore placerer filmen sig således solidt på 85 %, mens publikum giver den en mere lunken score på 62 %. En diskrepans, som skaberne hurtigt kom til at mærke på pengepungen.
Den nichede og idéeksperimenterende indiefilm, der foruden Philip Seymour havde store stjerner som Joaquin Phoenix og Amy Adams på rollelisten, solgte nemlig så dårligt i biograferne, at den ikke engang formåede at tjene sig selv hjem.