Fantastic Four-stjerne sammenligner nyt Avengers-hold med historisk musikgruppe

I starten af juli inviterede Disney os til London for at møde to af de fire familiemedlemmer i The Fantastic Four. Nemlig Johnny Storm (The Human Torch) og Ben Grimm (The Thing) spillet af henholdsvis Joseph Quinn og Ebon Moss-Bachrach.
Interviewet handlede selvfølgelig om den biografaktuelle Marvel-film The Fantastic Four: First Steps.
Men vi nåede også at få flettet et spørgsmål ind om den ventede Avengers-film, der lyder titlen Avengers: Doomsday, hvor hele Fantastic Four-holdet kommer til at medvirke i.
De to skuespillere kunne selvsagt ikke afsløre meget om deres involvering i MCU-filmen, men de gav alligevel en klar indikation af omfanget af det kommende superhelte-epos.
Se interview-klippet nederst i artiklen.
Ebon Moss-Bachrach - som mange vil kende fra den populære kokke-serie 'The Bear' - trækker på det, men siger så:
- Der er mange superhelte med i 'Avengers: Doomsday', og vi er bare en lille del af det. Der foregår rigtig meget i den film.
Joseph Quinn, hvis store gennembrud kom som Eddie Munson i serien 'Strangers Things', fortsætter:
- Det er et kæmpestort band. Et superhelte-orkester.
En sammenligning, der kunne hentyde til, at alle superheltene får lov til at spille på hver deres "instrument". Med andre ord, at de får hver deres betydning i det store billede.
Ebon Moss-Bachrach fuldender metaforen ved at kaste, hvad i musikkredse kaldes "den største supergruppe nogensinde" på bordet:

- Det er superheltenes svar på Traveling Wilburys.
Til dem, som ikke er bekendt med referencen, så er Traveling Wilburys en britisk-amerikansk supergruppe, der blev dannet i 1988 og bestod af - og hold nu fast - Bob Dylan, George Harrison, Jeff Lynne, Roy Orbison og Tom Petty.
Det er nok ikke en helt ringe beskrivelse, når man tænker på, at 'Avengers: Doomsday' står til at samle bl.a. The Fantastic Four med Thor, Captain America (i form af Sam Wilson), The Winter Soldier, Shang-Chi, Loki, The Thunderbolts, Ant-Man og flere karakterer fra Black Panther-filmene samt X-Men.
Nå ja, og så selvfølgelig Dr. Doom i skikkelse af Robert Downey Jr.
Sidstnævnte besøgte Danmark tidligere på sommeren, men har for nyligt afsløret på sin Instagram, at optagelserne til Avengers-filmen fortsætter - og han indikerede måske endda, at Iron Man kunne dukke op. Læs mere om det her.
'Avengers: Doomsday' står til at have biografpremiere i december 2026 og vil blive fulgt op af 'Avengers: Secret War' året efter.








