Få svedige håndflader til ny biografoplevelse, der tager dig helt tæt på ekstremsport

Én fejl kan koste livet
Girl Climber
(© Red Bull Studios)

Den professionelle klatrer Emily Harrington har allerede stået på toppen af Mount Everest, besteget flere 8000-meter-toppe og skrevet sig ind i historien som en af konkurrenceklatringens mest markante skikkelser.

Nu jagter hun et mål, der kan cementere hendes navn i en mandsdomineret eliteverden: en karrieredefinerende bestigning af El Capitan i Yosemite - på under 24 timer.

Det er udgangspunktet for den nye dokumentar Girl Climber, der får dansk biografpremiere den 13. marts. Se den intense trailer nederst i artiklen.

Allerede i de første billeder mærker man suget i maven: højderne, udmattelsen - og den ene fejl, der kan få alt til at styrte sammen.

'Girl Climber' fortæller en kompleks, sårbar og inspirerende historie, hvor Harrington ikke bare kæmper sig op ad klippen, men kæmper mod forventningerne, ambitionerne og et tikkende biologisk ur.

Girl Climber
(© Red Bull Studios)

Presset vokser, og missionen udvikler sig til et opgør med tid, identitet og fremtid. 

Da et næsten dødeligt fald pludselig gør risikoen alt for virkelig, bliver hun tvunget til at stille det sværeste spørgsmål af dem alle: Hvor meget er hun villig til at sætte på spil for at nå toppen?

Filmen er instrueret af Jon Glassberg og fremstår både som en medrivende overlevelseshistorie og et intimt portræt. 

Emily Harrington beviser ikke bare, at hun er den bedste "girl climber" - hun beviser, at hun er blandt de allerbedste. Punktum.

'Girl Climber' får biografpremiere 13. marts.

Se traileren herunder:

Nyeste film i biografen