Ét afsnit af populær serie får amerikanerne til at valfarte til København

Med 21 Emmy-priser og fem Golden Globes har serien 'The Bear' markeret sig som en af de mest anerkendte og omtalte serier i 2010’erne indtil videre. Og den amerikanske series popularitet har faktisk haft mærkbar effekt på turistlivet i den danske hovedstad.
'The Bear' handler om den unge kok Carmy, der efter at have arbejdet på verdens fineste restauranter vender hjem til Chicago for at styre sin families sandwich-shop – og ultimativt starte sit eget kulinariske eventyr på hjemmebane.
Serien er bl.a. blevet rost for sin autenticitet, og det er netop der, København kommer ind i billedet. Vores hovedstad er nemlig et kulinarisk knudepunkt på verdensplan, og skaberne bag serien har draget stor inspiration fra den danske hovedstad, som også nævnes i flæng.
Faktisk foregår hele episode 4 i sæson 2 i København, da den spirende dessertkok Marcus bliver sendt afsted for at udvikle sine evner. Og afsnittet tiltrækker især amerikanske turister til byen her flere år efter premieren.
Det fortæller flere kokke, da kino.dk blev inviteret med på kulinarisk rejse rundt i København af Disney+ i anledning af premieren på seriens 4. sæson. Her var jeg, kino.dk-redaktør Christine Dyrskjøt Elmstrøm, turist i egen by sammen med en gruppe andre journalister fra hele Europa, der alle virkede begejstrede for invitationen.
- "Hygge" er nok det første, jeg tænker på, svarede en underholdningsjournalist fra London, da jeg spurgte hende, hvad hun forbinder med Danmark, mens vi gik ned langs Nyhavn.
- Hygge og Ganni Girls.

Den kulinariske pressetour tog os med rundt til alle af de væsentligste steder, som karakteren Marcus besøger i det populære københavnerafsnit.
Episoden viser byen fra sin absolut flotteste side og må siges at være den bedste reklame, vores hovedstad kunne drømme om.
Kokke og talspersoner for både Noma Projects, Hart Bageri, Poulette og en af Danmarks ældste pølsevogne, Hos Tina & Michael på Kongens Nytorv, kunne da også berette om, at især amerikanske turister er valfartet til deres spisesteder siden afsnittets premiere – og at mange af dem spørger ind til 'The Bear'.
Alle ovennævnte madsteder er repræsenterede i afsnittet, og skuespilleren bag karakteren Marcus, Lionel Boyce, fik mulighed for virkelig at dykke ned i kokkekulturen på flere af stederne.
På Noma har både Boyce, afsnittets instruktør Ramy Youssef og hovedrolleindehaveren Jeremy Allen White overværet service på den trestjernede Michelin-restaurant, der både medvirker i sæson 2 og 3 af 'The Bear'.
Udviklingschefen for Noma Projects, Annika de Las Heras, fortalte dog, at der udelukkende er blevet filmet til serien på dage, hvor restauranten havde lukket.
I Nomas køkken fik journalistholdet muligheden for selv at få fingrene ned i ingredienserne, hvor vi blandede hver vores piso (deres udgave af en "miso", hvilket denne filmjournalist stadig ikke har helt styr på, hvad egentligt er).
- Værsgo at tage en snegl til morgenmad, bød personalet, da vi blev ført ud i et af deres drivhuse.
Og siden vi var på Noma, var der selvfølgelig ikke tale om en kanelsnegl.

Lionel Boyces primære erfaring med den københavnske madscene har dog fundet sted på Hart, hvor skuespilleren har tilbragt op til tre uger på bageriet. Her er Boyce sidenhen blevet en ven af huset, efter han brugte flere uger i køkkenet med at have fingrene nede i bagværket og lære om deres teknikker.
Vores besøg hos Harts bageri på Refshaleøen ikke langt fra Noma startede med en demonstration af, hvordan de laver deres jordbærtærter - og en prøvesmagning af det nok bedste jordbær, jeg nogensinde har sat tænderne i.
- Lionel fik især lavet virkelig mange kardemommeboller, fortæller den kreative direktør hos Hart, Talia Richard-Carvajal, da jeg får fem minutter alene med hende, efter hun har vist os rundt i deres stemningsfulde bageri.
Hun forklarer herefter, at kardemommeboller er en god indgangsvinkel til bagværksfaget, og at Boyces træning var i tråd med alle andre, der kommer i lære på bageriet.
- Han var fantastisk. Vi havde gerne ansat ham, afslutter Richard-Carvajal.
Lækkerierne ville ingen ende tage på Hart, hvor vi til sidst fik serveret et udvalg af deres bagværk.
Hertil overtog journalistholdet flere af de hyggelige sofapartier, mens jeg fik forklaret, at det eneste problem med sommer i København (udover det uforudsigelige vejr) er hensynsløse turister på cykelstien.
- Jeg ville aldrig turde cykle i København, tilføjer min finske journalistkollega, der ellers har besøgt hovedstaden mange gange.

Efter en omgang kanalrundfart og en mexikansk snack med tun og hakkede græshopper fra den anerkendte kok Rosio Sanchez, som selv har medvirket kort i 'The Bear', gik turen til Kongens Nytorv, hvor det stod klart, at København kan byde på kulinariske oplevelser i alle prisklasser.
Pølsevognen Hos Tina & Michael leverede i hvert fald præcis, hvad den skulle. Vi fik alle serveret en klassisk hotdog med det hele (dog uden rå løg i mit tilfælde).
I vognen stod en erfaren pølsedame og -mand, der begge selv var til stede, da Marcus' besøg hos dem skulle optages til 'The Bear'. Selve oplevelsen var de enormt afslappede omkring, men også de kunne fortælle, at de amerikanske turister er valfartet til sidenhen.
Især den kvindelige kok, som jeg desværre ikke fik navnet på (måske Tina?), var et spændende eksempel på den mangefacettede madkultur og -branche, som 'The Bear' ønsker at portrættere.
I sin oplæring som kok har hun arbejdet på den dengang Michelin-stjernede restaurant Kiin Kiin, men livet i en pølsevogn tiltaler hende i langt højere grad.
- Jeg kan ikke rigtig lide det der fine mad, fortæller hun ærligt med tung københavnsk dialekt.

Mens vi går en tur i Kongens Have, fortæller en tysk madblogger mig om, hvordan hun faktisk ikke er så glad for København. Sidst hun var her, slog hendes ekskæreste nemlig op med hende, og hun har ikke været tilbage siden.
- Jeg føler, det her er den perfekte måde at tage byen tilbage, udbryder hun, da vi besøger Cinemateket for at se det første afsnit af 'The Bear' sæson 4. Og jeg kan kun give hende ret.
Dagens program (der fortsatte igen om aftenen) slutter ved sandwich-shoppen Poulette, der er ved at åbne ny restaurant ved Helligåndskirken i Indre by.
Fried chicken-eksperterne er da også et oplagt stop på ruten, da deres kyllingeburger er blevet verdenskendt efter besøg fra bl.a. popstjernen Dua Lipa og dens medvirken i 'The Bear'.
Ejerne Martin Ho og Jesper Emil Norrie har vist produktionen bag 'The Bear' rundt i København og guidet dem til byens kulinariske muligheder.
Mens de laver deres berømte fried chicken sandwich til hele holdet, forklarer Ho, hvor højt anset serien er blevet i kokkeverdenen. Han fremhæver igen seriens autenticitet, da det er repetetativt at være kok - hvilket serien repræsenterer modsat andre sensationelle filmatiseringer af faget.
- 'The Bear' er uden tvivl det mest realistiske portræt af, hvad det vil sige at arbejde i et køkken, fortæller Martin Ho.
Hele kokkeholdet vender tilbage i den fjerde sæson af 'The Bear', hvor Carmy er fast besluttet på at tage restauranten til det næste niveau, mens der venter udfordringer bag hvert et hjørne.
Sæson 1-4 af ‘The Bear’ kan ses på Disney+ nu.







