En ubetinget hyldest af 'Waterworld' og Kevin Costners tvivlsomme frisure

Denne artikel og personlige hyldest er skrevet af kino.dk's Bjarke Friis Kristensen.
Den post-apokalyptiske vand-og-adventure-film Waterworld fylder hele 30 år. Filmen havde biografpremiere i USA den 28. juli i 1995, mens vi her i landet måtte vente til den 27. oktober samme år.
Jeg har i forbindelse med filmens jubilæum genset den våde fornøjelse. Det i den såkaldte Ulysses-version, der er på frydefulde 178 minutter (!). Hele 43 minutter længere end biografversionen.
Ja, den holder - også i den forlængede version.
Jeg vil slår således her et positivt slag for instruktør Kevin Reynolds' 'Waterword', der fortjener en bedre skæbne, end den måske har fået?
Jeg hylder i hvert fald filmen, der har en sej Kevin Costner i hovedrollen som en navnløs enspænder til havs.

En verden af vand, vand og atter vand
Filmen foregår i en fremtid, hvor kloden er dækket af et tilsyneladende uendeligt hav efter, at den polare iskappe er smeltet.
De mennesker, der stadig er i live, lever således på det åbne vand i små både og større flydende byer.
Det er i denne verden, vi møder Kevin Costners enspænder, som uvildigt gøres selskab af en kvinde og en lille pige.
Det bliver starten på en jagt efter fastlandet med tilnavnet 'Dryland', som der går historier om findes og altså kan være menneskehedens redning.
På det vidtstrakte ocean finder man imidlertid også sin del af skurke - de såkaldte 'smokers'. De gør det i forvejen hårde liv endnu sværere for vores trekløver, der som alle andre må kæmpe for at overleve.

Kevin Costner med gæller og en tvivlsom frisure
Det er denne trøstesløse verden, jeg ankommer til i 'Waterworld', der i 1995 var den dyreste film nogensinde lavet.
Pengene har bl.a. affødt et stadig skønt univers, jeg gerne drager til igen og igen. Hvor alt bare er vådt, vådt, vådt - og hvor håbet for menneskeheden kan være svær at få øje på.
Det er her Kevin Costner leder an som antihelten uden navn, men med gæller (!) og en ret tvivlsom frisure. Hvad man måske kan kalde en noget mislykket manbun.
Fred med hans frisure - han kan bære den - for han er altså en sejlivet og cool enspænder af bedste skuffe. Sådan en type, der klarer sig ud af de ellers mest umulige situationer. Bl.a. fanget i et bur, der er på vej til at sænke ham ned i den sikre død.

Dennis Hopper som kæderygende überskurk
Over for Kevin Costner finder man som enøjet nemesis en piratlignende Dennis Hopper, der har en fest i sin maniske rolle som überskurk.
Han er en sand fornøjelse! Men hvor pokker får han alle sine cigaretter fra?
I rollerne som kvinden og pigen, der gør Kevin Costners halvmutte karakter selskab, finder man Jeanne Tripplehorn og Tina Majorino.
De to tilføjer noget af det håb, havet ellers ikke er rig på. Et umage trekløver, som enspænderen ikke finder sig i noget pis fra.
Læg hertil vandscooter-action, vilde eksplosioner samt flyvende fart over og du har en yderst underholdende adventure-cocktail anno 1995.

En herlig rodebutik fylder 30 år
Der er måske nok sin del, der ikke giver mening i denne herlige rodebutik. Men herlig, det er den altså.
'Waterworld' er desuden bl.a. blevet kaldt en udvandet udgave af Mad Max-franchisen til havs. Det bare mindre brutal, mindre beskidt og mindre cool.
Men hey, det er helt i orden med mig, når nu det våde univers er så fascinerende, filmen så pokkers underholdende og kombinationen af Costner/Hopper så pisse awesome!
Hurra for 'Waterworld' og dens 30 år!








