En højspændt magtkamp venter: Ny film er den første af sin slags i Danmark

Se trailerpremieren på 'Hood'
Hood
(© Hood / Win the Day)

Biograferne er i år fyldt med spændende danske spillefilmsdebutanter, der giver publikum mulighed for at opleve historier fra helt friske perspektiver.

Den gode stime fortsætter således også til efteråret, hvor Hood rammer det store lærred.

Filmen følger en CEO, der står på tærsklen til et exit på 250 millioner kroner. Men da en af partnerne føler sig forrådt af salget, påbegyndes en højspændt magtkamp mellem medejerne, der begge er villige til at gå meget langt for at nå deres mål.

Se den første trailer og plakat til 'Hood' nederst i artiklen.

'Hood' er instrueret af den spillefilmsdebuterende Lina Csillag, der har skrevet manuskriptet i samarbejde med executive producer Brian Tange.

Mødet mellem de to fik hurtigt sat skub i en idé, da de begge har stor passion for iværksætteri. Det fortæller instruktøren til kino.dk:

- Vi vendte hele tiden tilbage til snakken om denne her struggle, som vi begge følte, vi stod i som filmskaber-iværksættere. [Brian, red.] kommer også fra iværksætterlivet, før han begyndte at lave film. Og det var noget, der blev ved med at dukke op. 

- Jeg kunne mærke, at det var dér, det pressede på. Det er dér, vi har nogle store følelser. Det er noget, vi har til fælles - og noget, vi gerne vil vise Danmark. Noget, vi ikke synes, er blevet vist på film endnu.

- Så blev vi sgu enige om at lave en film, der foregår i et iværksættermiljø. At lave den første af den slags film i Danmark.

Hood
Brian Tange (manuskriptforfatter), Lina Csillag (instruktør) og Oliver Raben (producer) (© Jesper Skoubølling)

Lina Csillag er uddannet manuskriptforfatter fra den Den norske filmskole og har bl.a. skrevet og instrueret flere kortfilm samt arbejdet på den populære serie 'Sygeplejeskolen', før hun altså snart er biografaktuel med sin første spillefilm.

Netop den passion og det iværksætteri, som man ofte oplever i kortfilmsproduktioner, har Csillag draget nytte af i sin spillefilmsdebut.

Selv fortæller hun, at filmen er skabt i "iværksætterånden", da hele filmholdet er medejere - og derfor kun er med ombord, fordi de tror på projektet:

- Jeg tror måske, vi har sat en økonomisk rekord budgetmæssigt i forhold til, hvad man ser på skærmen. Det kunne lade sig gøre at få folk med på projektet, fordi de syntes, det var et fedt projekt og en god historie - men også fordi, vi har gjort det med den her iværksætterånd, fortæller instruktøren.

'Hood' er altså en historie om iværksætteri - både foran og bag kameraet. Den er nemlig skabt fuldstændig uden for systemet af et hold dedikerede filmskabere og "virkelig meget krudt i røven". 

- Vi har ikke fået nogen som helst støtte overhovedet. Det er et par håndfulde investorer - primært fra Brians netværk - som har lagt penge i projektet, nok til at dække produktionsomkostningerne. Men resten - lønninger til holdet og alle involverede - er selvinvesteret. Det ser vi først noget til efter billetsalg og indtjening.

- Så filmen er blevet til lidt ligesom en virksomhed: Man får investeringer fra private, og så skal der komme noget afkast bagefter, hvis man vil se noget igen.

Hood
(© UIP)

- Men det betyder også, at der ikke har været noget maskineri bag os. Det har bare været os – et lille kerneteam, som har vokset til et stort crew på over 50 dedikerede mennesker, nogle få midler og heldigvis en god strategi for at lykkes. 

- Og så virkelig meget krudt i røven, virkelig meget viljestyrke, og en urokkelig tro på, at ’Hood’ virkelig fortjener sin plads derude, fortæller instruktøren afslutningsvis.

I hovedrollen som CEO'en Clara ses skuespiller og model Lee Levi, der har opnået international anerkendelse med flere engelsk- og italiensk-sprogede produktioner, mens hun herhjemme er kendt fra rollen som Tanja i serien 'Sommerdahl'. 

Over for Levi ses Ali Sivandi, der for alvor markerede sig i dansk film med sin Robert- og Bodil-nominerede rolle i Underverden. Rollelisten byder herudover på en række både nye og velkendte navne som Rasmus Bjerg, Lotte Andersen, Andreas Jessen, Merete Mærkedahl og Peter Gantzler.

'Hood' får biografpremiere den 11. september.

Nyeste film i biografen