
En af de mest kontroversielle film nogensinde vender tilbage i biografen
Se den første trailer til ‘Ken Russell’s The Devils’
Ken Russell’s The Devils skabte stort postyr, da filmen i 1971 i et vildt mix blandede sex, nøgenhed, religion, djævle, politisk magt, hekse og eksorcisme.
Det førte til en af filmhistoriens største censursager.
Men nu - 55 år efter - vender instruktørens komplette udgave af filmen tilbage i biografen i en aldrig før set nyrestaureret 4K-version. Baseret på det originale negativ og genskabt efter Russells oprindelige ønske.
Filmskaberen gik bort i 2011.
Nu er den første trailer til den nye biografversion udgivet - og det ser fuldstændig vildt ud!
‘The Devils’ fortæller historien om en forfængelig præst (Oliver Reed), der bliver udsat for en heksejagt, da en sindssyg nonne, spillet af Vanessa Redgrave, anklager ham for at være en troldmand.
Filmens kontroversielle natur betød, at den blev klippet ned, og derfor har der i årenes løb eksisteret forskellige udgaver. I England endte den med at få en såkaldt X-rating.
Den nye version kommer da også med en såkaldt NC17-rating, hvilket er den officielt højeste rating en film kan få i det amerikanske system.
Filmskaber Guillermo del Toro har tidligere været ude og kritisere Warner Bros. for ikke at udgive den oprindelige version af Ken Russells film. Han og alle andre filmelskere kan nu glæde sig til at et stykke filmhistorie kommer op på det store lærred - 55 år for sent!
‘Ken Russell’s The Devils’ får dansk biografpremiere den 15. oktober - og vil køre i biograferne én uge derfra.
Se trailer og plakat herunder:
