En af 2010'ernes bedste film får ventet fortsættelse!

Sony har givet grønt lys
The Sociale Network / Sony Pictures
(© The Sociale Network / Sony Pictures)

Historien om, hvordan Harvard-eleven Mark Zuckerberg fik ideen til og skabte det sociale medie Facebook - og dermed revolutionerede måden vi kommunikere med hinanden på - blev i 2010 skildret i The Social Network.

Filmen fik hele otte Oscar-nomineringer og løb med tre statuetter til uddelingen i 2011. En af dem var til det knivskarpe manuskript. Manden bag det var Aaron Sorkin, som nu skal videreføre 'The Sociale Network' i en efterfølger, som han både forfatter og instruerer.

Det beretter Deadline, der skriver, at Sony har givet grønt lys til 'The Social Network 2', som altså skal fortsætte historien om Zuckerberg og Facebook.

Aaron Sorkin har baseret sit manuskript på Wall Street Journals artikelserie med titlen "The Facebook Files", som udkom i oktober 2021 og afslørede hemmeligheder om, hvad der skete på firmaets indre linjer.

Den første film blev instrueret af David Fincher og havde Jesse Eisenberg i hovedrollen som Mark Zuckerberg. Det vides endnu ikke om den 41-årige skuespiller vender tilbage til rollen.

Aaron Sorkin har tidligere luftet ideer om en fortsættelse. Bl.a. udtalte forfatteren i 2024, at han gav Facebook skylden for, hvad der skete den 6. januar og stormløbet mod U.S. Capitol. Da han blev bedt om at uddybe det, sagde han blot: "Du bliver nødt til at købe en biografbillet".

Sorkin har dog tidligere uddybet omkring sit manuskript, og hvordan det vil skildre Facebook således: 

- Facebook har - som en del af flere ting - fået sin algoritme til at promovere det mest splittende materiale som muligt. Fordi det er det, som vil forøge engagementet. Det er det, som vil skaffe dig - som de kalder det internt hos Facebook - "the infinite scroll"... Der burde være en konstant spænding mellem Facebooks vækst og integritet. Det er der ikke. Det er bare vækst.

Meget tyder altså på, at den erfarne manuskriptforfatter, hvis CV også tæller 'A Few Good Men' og 'The West Wing', vil kaste et meget kritisk blik på det sociale medie.

'The Social Network 2' har ikke en premieredato på nuværende tidspunkt.

Nyeste film i biografen