Efter udskældt Joker-rolle: Jared Leto rygtes til at spille ikonisk 80'er-skurk
Vi skal tilbage til 1987, hvor vi første gang mødte den ikoniske Masters of the Universe-skurk Skeletor i Gary Goddards liveaction-film af samme navn.
Det er som bekendt Dolph Lundgren, som her spiller den muskuløse helt He-Man, mens man i rollen som netop Skeletor finder en stoisk, skræmmende og karismatisk Frank Langella.
Der har i efterhånden flere år været tale om en ny film om Masters of the Universe. Nu ser det ud til, at der for alvor er ved at være gang i projektet.
Nicholas Galitzine er i hvert fald pt. tilknyttet filmen som He-Man, mens det for nyligt blev annonceret, at Alison Brie skal spille den onde Evil-Lyn, og Camila Mendes skal portrættere krigeren Teela.
Seneste nyt er så, at Jared Leto øjensynligt er blevet tilbudt at indtage rollen som selveste Skeletor - He-Mans magtsyge nemesis. Det skriver The InSneider.
Skeletor er som bekendt en del af Mattels store legetøjs-univers, der i den grad var populært oprindeligt i 1980'erne.
Hvis nyheden fra The InSneider viser sig at være sand, og Jared Leto i sidste ende takker ja til rollen, er det ikke hans første skurkerolle.
Bl.a. kunne man se ham som den legendariske skurk Jokeren i David Ayers Suicide Squad fra 2016. En præstation, der i den grad har delt vandene.
Man har bl.a. også kunnet opleve Jared Leto som antihelten Morbius i filmen af samme navn fra 2022. En film, der fik en meget hård medfart af både publikum og anmeldere.
Jared Leto har dog også modtaget yderst positiv kritik. Bl.a. da han vandt en Oscar for sit portræt i Dallas Buyers Club, hvor Matthew McConaughey her tog prisen hjem for Bedste mandlige hovedrolle.
He-Man-universet, legetøjet samt bl.a. også tegneserier og tegnefilm har været gentænkt ad flere omgange siden 1980'erne.
Senest bl.a. i animationsserierne 'Masters of the Universe: Revelation' og 'Masters of the Universe: Revolution' fra 2021 til 2024.
Der har også været den mere børnevenlige animationsserie 'He-Man and the Masters of the Universe', der indtil videre består af tre sæsoner fra 2021 til 2022.
Skeletor har blandt universets mange andre skurke også været på spil i ovenstående serier med sit gnæggende grin, kranieansigt og blå hud i sin evindelige jagt på magten over Eternia og hemmelighederne i slottet Grayskull.
Frank Langella er en af de bedste ting ved 80'er-filmen, der måske nok ikke er den perfekte filmatisering af universet, men som dog står som en charmerende og kulørt 80'er-film.
Instruktørstolen på den kommende live action-film, der ganske enkelt bærer titlen 'Masters of the Universe', varetages af Travis Knight. Han har tidligere instrueret Transformers-filmen Bumblebee og stopmotion-filmen Kubo and the Two Strings.
Chris Butler skriver manuskriptet. Han har tidligere skrevet manuskripter til de skønne stopmotion-film som ParaNorman, netop 'Kubo and the Two Strings' og Missing Link.
'Masters of the Universe' er pt. udset til at få premiere på et tidspunkt i 2026.