Efter fintælling: 'The Conjuring 4' skriver filmhistorie!

I går kunne vi og alverdens medier skrive, at The Conjuring 4: De sidste ritualer havde tjent 187 millioner dollars i sin åbningsweekend. Et svimlende beløb, der placerede den som den anden bedste åbning for en gyserfilm i historien.
Nu har sagen taget en drejning. Man har nemlig foretaget en fintælling, og det viser sig, at den fjerde The Conjuring-film faktisk har klaret sig endnu bedre end først antaget. Det skriver Variety.
'The Conjuring 4: De sidste ritualer' har på globalt plan indtjent 194 millioner dollars siden sin premiere onsdag den 3. september. Dermed overgår den Stephen King-gyseren It, der formåede at indkassere 190 millioner dollars i sin åbning.
Med andre ord skriver den nye The Conjuring-film horrorhistorie. Det er officielt den bedst sælgende gyserfilm nogensinde i sin åbningsweekend*.
'The Conjuring 4: De sidste ritualer' indtjente 110 millioner uden for USA, hvilket betyder, at den ligeledes sætter rekorder for den bedste åbning for en gyserfilm internationalt.
I USA lød box office på 83 millioner dollars. Det er det tredje bedste for en gyser nogensinde, efter førnævnte 'It' (123 millioner dollars) og dens efterfølger, It del 2 (91 millioner dollars).
The Conjuring-universet består af i alt ni film, og her er den nye film også den bedste både globalt, internationalt og i USA.
I Danmark åbnede filmen med over 32.000 billetter, hvilket ligeledes var den bedste åbning for en film i The Conjuring-hovedserien.
'The Conjuring 4: De sidste ritualer' er efter sigende den sidste film i universet, der afslutter historien om de paranormale efterforskere Ed og Lorraine Warren.
'The Conjuring 4: De sidste ritualer' kan ses i biograferne nu.
*Ikke justeret for inflation.








