'Dune 2' har allerede overgået etteren

Science fiction-storfilmen er en succes i biografen
Dune: Del 2
(© Warner Bros.)

Dune: Del 2 har netop passeret 494,7 mio. dollars i indtjening på verdensplan, og dermed har filmen slået sin forgænger fra 2021. Det skriver bl.a. Variety.

433 mio. dollars nåede Dune: Del 1 at indspille for tre år siden, hvilket sådan set var rigtig flot taget i betragtning, at filmen havde premiere på streaming samme dag som i biografen. 

Nu er verden dog en anden, og streamingpremierer holdes (heldigvis) tilbage i længere tid, hvilket betyder, at 'Dune: Del 2' udelukkende kan opleves i biografen nu.

Herhjemme kan filmen endda ses i både IMAX og 70mm, men også i den almindelige version er det en film, der er skabt til det helt store lærred med ægte biograflyd.

Du kan se alle spilletider samt formater og versioner af Dune: Del 2 her.

'Dune: Del 2' bygger på Frank Herberts klassiske science fiction-roman og følger den unge hertug Paul Atreides mystiske rejse, hvor han forenes med Chani og fremenerne, mens han er på hævnens krigssti mod de sammensvorne, der ødelagde hans familie. 

Da han står foran et valg mellem sit livs kærlighed og universets skæbne, gør han alt for at forhindre en frygtelig fremtid.

Timothée Chalamet, Zendaya, Rebecca Ferguson, Stellan Skarsgaard og Javier Bardem gentager deres roller fra etteren, mens Austin Butler, Florence Pugh og Christopher Walken tilslutter sig storfilmen.

Den store succes kan betyde, at den meget omtalte 'Dune 3' bliver til virkelighed. Læs mere om den film her.

'Dune: Del 2' er naturligvis stadig aktuel i biografen, og du kan købe dine billetter her på kino.dk.