The End of Oak Street / Paw Patrol: Dino Filmen
Foto: Warner Bros. / UIP

Dinosaurerne tramper sig tilbage ind i biografen: Både de søde og de frygtindgydende

Dinosaurer til både store og små

Der er forskellige holdninger til, hvornår dinosaurerne havde deres storhedstid.

Et bud er for 66 millioner år siden, da de frygtindgydende fortidsdyr stadig dominerede vores verden på land.

Et andet bud er i slutningen af det 20. århundrede, hvor vi blev beriget med bl.a. tegnefilmen Landet fra længe siden i 1988 og Steven Spielbergs Jurassic Park i 1993.

Nu er dinosaurerne igen tilbage i biografen. Denne gang med to fra hinanden meget forskellige film, nemlig den glubske The End of Oak Street og den familievenlige animationsfilm Paw Patrol: Dino Filmen.

endofoakstreet
Foto: Warner Bros.

Dinosaurer splitter familie i 1980’ernes USA

I ’The End of Oak Street’ spiller Anne Hathaway og Ewan McGregor parret Denise og Greg, hvis forhold er i opløsning, de forsøger at opretholde en problemfri facade med deres to unge børn, sociale arrangementer og familietid.

Deres liv bliver vendt på hovedet, da der på mystisk vis dukker dødsensfarlige dinosaurer op i deres nabolag. Den lille familie må nu tage benene på nakken og stå sammen som aldrig før i en kamp for overlevelse.

Både Ewan McGregor og Anne Hathaway roser filmens præmis, da man ikke forventer at se problemfyldte familiedynamikker blive behandlet i en hverdag fyldt med aggressive dinosaurer.

endofoakstreet2
Foto: Warner Bros.

“At han (instruktør og manuskriptforfatter David Robert Mitchell, red.) valgte at bygge filmen op omkring denne familie, dette lettere ødelagte forhold, synes jeg var et genialt træk,” udtaler Ewan McGregor hos Rotten Tomatoes.

Anne Hathaway fortæller ligeledes hos Rotten Tomatoes bl.a. om karakterernes udvikling i filmen: “Du sætter dem midt i kaos, eventyr og et rigtig vildt, dramatisk og farligt angreb. Det er der, de finder ud af, hvem de virkelig er, og ikke hvem de har ladet som om, de er.”

Det er instruktør David Robert Mitchells klart største film til dato med et estimeret budget på 550 millioner kroner.

Hans forrige film, den syrede Under The Silver Lake fra 2018, havde et budget på noget mere beskedne 50 millioner.

Filmskaberen har tidligere også stået bag det kritikerroste gys It Follows fra 2014.

Søde dinoer og nuttede hvalpe står sammen

I den anden ende af dinosaurspektret finder man ‘Paw Patrol: Dino Filmen’. Her er de populære hvalpe tilbage i deres hidtil største og mest udfordrende eventyr.

Hundepatruljen tager denne gang til en ukendt tropisk ø fyldt med dinosaurer, da fortidsdyrene i filmens univers overlevede deres ellers endelige for 66 millioner år siden.

Hundene møder her Rex, en hvalp, som har været strandet på øen i årevis og er blevet ekspert i alt, hvad der har med dinosaurer at gøre.

PawPatrol
Foto: © 2026 PARAMOUNT PICTURES. ALL RIGHTS RESERVED

Men da Paw Patrols ærkefjende, borgmester Humdinger, finder ud af, at øen gemmer på den største diamantmine i verden, begynder han at grave løs i håbet om at udnytte øens naturressourcer.

Men i jagten på den lyseblå ædelsten kommer borgmesteren ved et uheld til at sætte et enormt vulkanudbrud i gang.

Stærkt flankeret af deres højteknologiske udstyr og med øens forhistoriske dinosaurer må hundene nu gøre, hvad der skal til for at stoppe Humdinger, før det er for sent og alt liv på øen bliver udslettet.

PawPatrol2
Foto: © 2026 PARAMOUNT PICTURES. ALL RIGHTS RESERVED

’Paw Patrol: Dino Filmen’ er den tredje film om den modige hundehvalpe-patrulje. Filmen er instrueret af Cal Brunker, der også instruerede de to forgængere ’Paw Patrol: Filmen’ og ’Paw Patrol: Superfilmen’.

Dinosaurerne er stadig i live

Dinosaurerne viser sig således frem på to meget forskellige måder i de biografaktuelle film.

I den ene handler det om at slippe væk fra de forhistoriske monstre, mens de i den anden skal reddes.

Så selvom dinosaurerne uddøde for 66 millioner siden, er de i den grad stadig i live - og lige nu kan alle aldre opleve dem på det store lærred.

‘The End of Oak Street’ og ‘Paw Patrol: Dino Filmen’ er i biografen nu - find dine billetter her på Kino.dk.

Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: