
Den store biografguide til alle 27 nye biograffilm i september
Med noget for enhver smag
Efteråret melder så småt sin ankomst, men der er ingen grund til at gå i hi, for september byder på lidt af hvert i de danske biografer – fra superhelte, hekse og monstre til vulkanudbrud, historiske oprør og romantik.
Der venter bl.a. nye film med stjerner som Brad Pitt, Matthew McConaughey, Andrew Garfield og Pilou Asbæk, mens Sidse Babett Knudsen og Sofie Gråbøl genforenes på det store lærred for første gang siden ‘Den eneste ene’.
Måneden byder også på Susanne Biers ‘Practical Magic’-efterfølger, en helt ny Resident Evil, den længe ventede ‘Coyote vs. Acme’ og et gensyn med både ‘Biler’ og ‘Avengers: Endgame’.
Vi har ikke inkluderet særvisninger, events og temaaftener i denne oversigt, men du kan finde det fulde overblik over alle visninger her.

Biler - repremiere den 1. september
Livet er en motorvej, og nu fører den hele vejen tilbage til biografen.
Disney og Pixar genudgiver nemlig ’Biler’ i biograferne for at fejre filmens 20-års jubilæum.
Animationsklassikeren drønede første gang ind i biograferne i 2006 og følger det unge og ambitiøse racertalent Lynet McQueen, der kun har ét mål for øje: at vinde.
Men da han uventet havner i den stille by Kølerkildekøbing på Route 66, opdager han, at livet ikke kun handler om at komme først over målstregen - men også om at nyde turen.
Autofiktion - biografpremiere den 3. september
Den spanske mesterinstruktør Pedro Almodóvar retter blikket mod selve manuskriptprocessen i hans nyeste drama om et kreativt projekts tilblivelse.
Den tragikomiske fortælling introducerer os for Raúl, hvis arbejde sammen med sin uundværlige assistent Mónica dog træder i baggrunden for den historie, han selv er ved at fortælle.
Her møder vi hans alter ego Elsa, der plages af migræne og panikanfald, og samtidig sørger over tabet af sin mor. På trods af sine egne psykiske udfordringer forsøger Elsa også at støtte veninderne Patricia, hvis partner er hende utro, og Natalia, der sørger over tabet af sin unge søn.
Samtidig begynder Elsa – ikke helt uden kontroverser – at hente kunstnerisk inspiration i begge venindernes svære situationer.
By Any Means – biografpremiere den 3. september
Krimithrilleren ’By Any Means’ er baseret på en sand historie om en ung sort FBI-agent (Yahya Abdul-Mateen II), der i 1960’erne bliver sendt til Mississippi for at efterforske en række brutale mord på borgerrettighedsforkæmpere.
Da efterforskningen går i stå, bliver han tvunget til at samarbejde med den berygtede gangster og lejemorder Greg Scarpa (Mark Wahlberg).
Fra hver sin side af loven kaster de to mænd sig ud i en voldsom jagt på gerningsmændene, hvor grænsen mellem retfærdighed og hævn begynder at slå revner.
Leviticus - biografpremiere den 3. september
Australske Adrian Chiarella tager i ’Leviticus’ et af den moderne gysers foretrukne redskaber – metaforen – og gør den til omdrejningspunktet for en fortælling om begær, skyld og institutionaliseret vold.
Titlen er ikke tilfældig. Den henviser til den bibelske Tredje Mosebog, som gennem århundreder er blevet brugt til at retfærdiggøre forfølgelsen af homoseksuelle. Med udgangspunkt i denne historiske bagage skabes et sandt mareridt i et lille australsk lokalsamfund, hvor kirken dominerer hverdagen, og hvor to teenagere opdager, at deres tiltrækning til hinanden bogstaveligt talt kan blive en dødsdom.
Det overnaturlige element melder sin ankomst, da en såkaldt spirituel healer kommer til byen for at "helbrede" de unge, der bliver betragtet som afvigende. Efter ritualet begynder en dæmonisk skikkelse at forfølge dem. Når de er alene, tager væsenet form som den person, de begærer allermest.
På den måde forvandles selve tiltrækningen til et våben. Kærligheden holder op med at være et tilflugtssted og bliver i stedet en trussel.
Lyset i os - biografpremiere den 3. september
Med ’Lyset i os’ får skuespilleren Joséphine Japy sin instruktørdebut med et intimt familiedrama, der trækker på hendes eget liv og forholdet til hendes lillesøster, som lever med en sjælden genetisk sygdom.
I centrum står Marion, der er en teenager på tærsklen til voksenlivet, som tumler med de sædvanlige udfordringer som skole, forelskelser og tanker om fremtiden, samtidig med at hun bærer på et langt tungere ansvar derhjemme.
Hendes lillesøster Bertille lever med en endnu udiagnosticeret sygdom, der gør hende fuldstændig afhængig af andre. Lange perioder med stilhed kan pludselig blive afløst af voldsomme og uforudsigelige udbrud.
Forældrene forsøger samtidig at holde sammen på familien og skabe en form for skrøbelig normalitet midt i det hele.
Filmen var udtaget til den prestigefyldte filmfestival i Cannes sidste år.
No Rest for the Wicked - biografpremiere den 3. september
Udover føromtalte ’Leviticus’ byder starten af september også på et andet grænsesøgende kærlighedsdrama krydret med en god portion overtro, når ’No Rest for the Wicked’ rammer de danske biografer.
Vi befinder os på Færøerne i 1862. Med det barske, storslåede landskab som kulisse udfolder der sig en altfortærende kærlighed mellem den danske hvalfanger Helge (Pilou Asbæk) og den unge færøske fisker Baldur (Egor Venned) - en kærlighed, som ikke engang døden kan standse.
Filmen er instrueret af Kasper Kalle, der debuterede i 2018 med den anmelderroste ’Christian IV - Den sidste rejse’. Manuskriptet er skrevet af Rasmus Birch, der senest stod bag det prisvindende drama ’Begyndelser’.
To anklagere - biografpremiere den 3. september
En af konkurrencefilmene ved årets Cannes Film Festival er den ukrainske instruktør Sergei Loznitsas ’To anklagere’, som er en fortælling om et brutalt og overbureaukratisk system i Sovjetunionen under Stalins mest magtfulde periode.
Historien følger en ung, idealistisk advokat, der modtager et råb om hjælp skrevet med blod fra en fange i et hensynsløst fængsel. Advokaten opsøger den torturerede fange, og får historier om ubarmhjertig behandling af Stalins politiske modstandere (og tidligere medlemmer af det kommunistiske partis top).
Selvom filmen foregår i midten af det 20. århundrede, er parallellerne til nutiden tydelige. Både når det kommer til den russiske præsident Vladimir Putins magt i landet og hensynsløshed overfor politiske modstandere, men også som advarsel til Vesten om, hvad der er på spil i både Ukraine-krigen og det vaklende, amerikanske demokrati.

Alle Guds farver - biografpremiere den 10. september
Den danske dokumentar ’Alle Guds farver’ tager os med indenfor i Enghave Kirke på Vesterbro - også kendt som "Queer-kirken".
Filmen er instrueret af Jannik Splidsboel og følger præsten Viggo og kirketjeneren Ramona Macho, der hver dag arbejder for at skabe et kirkerum, hvor alle er velkomne uanset køn, seksualitet eller baggrund.
Den skildrer samtidig den modstand, kirken møder fra kritikere, som mener, at kristendom og LGBTQ+-rettigheder ikke kan forenes.
Undervejs undersøger dokumentaren, hvordan tro, identitet og fællesskab kan eksistere side om side i en tid, hvor mange kirker oplever faldende medlemstal.
Coyote vs. Acme - biografpremiere den 10. september
Efter at være blevet droppet tilbage i 2023 af det oprindelige selskab bag, lander filmen ’Coyote vs. Acme’ nu langt om længe i biograferne.
Der er tale om en film, der kombinerer live-action med animation, når vi bl.a. møder velkendte karakterer som Bugs Bunny og Daffy Duck i fuld vigør.
Filmen følger den uheldige prærieulv Wile E. Coyote, der anlægger sag mod Acme Corporation, hvis produkter gentagne gange har haft fejl under hans jagt på den lynhurtige fugl Road Runner.
I menneskerollerne finder man bl.a. Will Forte som Coyotes advokat, mens John Cena er hans modpart.
Don’t Look Back in Anger - biografpremiere den 10. september
Ugen byder også på endnu en dokumentarfilm. Denne gang handler det om et af historiens største rockbands, Oasis.
Filmen skildrer Liam og Noel Gallaghers triumferende genforeningsturné, Oasis Live ’25, der var et af vor tids største rock-comebacks.
Det er en uforbeholdent opløftende fortælling om 2025’s største musikbegivenhed og viser følelserne hos både bandet og deres fans verden over.
Gennem et unikt indblik får vi adgang til øvelokalet, backstage og scenen, ligesom filmen indeholder de første fælles interviews med Noel og Liam i mere end 20 år.
Ud over at følge bandets udsolgte verdensomspændende turné udforsker filmen den dybe følelsesmæssige gennemslagskraft af dette globale kulturfænomen, og hvad deres musik betyder for publikum på tværs af generationer.
Practical Magic: Magi i familien - biografpremiere den 10. september
Der er gået intet mindre end 28 år, siden vi i ’Practical Magic’ første gang mødte Owens-søstrene Sally og Gillian, der blev spillet af Sandra Bullock og Nicole Kidman.
For os med en særlig plads i hjertet til heksesøstrene, er der gode nyheder, for de er i september tilbage i efterfølgeren ’Practical Magic: Magi i familien’, hvor både Bullock og Kidman gentager deres roller.
I den nye film har Sally nu voksne døtre, der er i fuld gang med deres egne liv, mens den evigt forelskede Gillian har slået sig til ro med … en sort kat. Men balladen indhenter dem, da de trækkes væk fra den idylliske New England-by på en dramatisk mission.
Der er et markant dansk islæt på 2'eren, da man bag kameraet finder ingen ringere end stjerneinstruktøren og Oscar-vinderen Susanne Bier.
Pressure - biografpremiere den 10. september
Den 6. juni i 1944 under 2. verdenskrig sitrer kommandocenteret for de allierede styrker i Europa af spænding. Det er dagen, hvor den storstilede invasion af det besatte Europa finder sted under navnet Operation Overlord - bedre kendt som D-dag.
Det er de 72 intense timer før invasionen, som det nye historiske drama ’Pressure’ handler om, hvor hele verdens øjne hviler på en håndfuld mænd - og hvor én forkert beslutning kan koste alt.
Filmen skildrer således én af de mest afgørende militæroperationer i moderne historie - ikke gennem slagmarksspektakel, men gennem den frygt og de umulige beslutninger, der kan afhænge af en enkel vejrrapport.
På rollelisten gøres Brendan Fraser selskab af Andrew Scott, mens bl.a. også Kerry Condon, Chris Messina og Damian Lewis er at finde blandt de medvirkende.
Primavera - biografpremiere den 10. september
Filmen ’Primavera’ udspiller sig i begyndelsen af 1700-tallet i nogle af Firenzes smukt bevarede historiske omgivelser og fortæller historien om det kunstneriske forhold mellem den berømte – og notorisk sygdomsplagede – komponist Antonio Vivaldi og hans protegé, en ung pige på et børnehjem.
I centrum står Cecilia, der er en smuk ung kvinde med et stort musikalsk talent. Da hun spiller violin, fanger hun opmærksomheden hos Vivaldi, der underviser i musik på børnehjemmet.
Musikken bliver et frirum for Cecilia fra den begrænsede og ensformige tilværelse, hun ellers er fanget i, og hendes talent synes at åbne døren til en helt anden fremtid.
Problemet er bare, at hendes skæbne allerede er bestemt. Cecilia er nemlig blevet lovet bort til Sanfermo, der er mange år ældre end hende, som hun skal giftes med, når han vender hjem fra krigen…
The Rivals of Amziah King - biografpremiere den 10. september
Efter flere års fravær er Oscar-vinderen Matthew McConaughey endelig tilbage i biografen med den genrebrydende indieperle ’The Rivals of Amziah King’.
McConaughey spiller titelkarakteren, der er biavler, musiker og central skikkelse i sit lokalsamfund. Efter mange år bliver han genforenet med sin tidligere plejedatter Kateri, og samtidig må han kæmpe med trusler mod sin honningforretning.
Det er en film, der konstant leger med genrerne. Først kan den minde om en western, siden om en sydstatsmusical og en Coen-brødrene-agtig krimifilm, inden den udvikler sig til et bevægende far-datter-drama og til sidst en regulær hævnthriller.
Resultatet er en livsglad og uforudsigelig film fuld af afstikkere, der i sidste ende er en hyldest til fællesskab og forbindelsen mellem mennesker.
Spa Weekend - biografpremiere den 10. september
Tag manuskriptforfatterne bag populære ensemblekomedier som ‘The Hangover’ og ‘Bad Moms’ og tilsæt fire særdeles morsomme skuespillere i form af Isla Fisher, Leslie Mann, Anna Faris og Michelle Buteau. Så har du alle ingredienserne til en kaotisk tur i spabad for hovedrollerne og en lige så sjov tur i biografen for os andre.
’Spa Weekend’ følger fire veninder, der har kendt hinanden hele livet, på en weekendtur til et luksuriøst spaophold. Jane (Mann) skal fejre sin fødselsdag sammen med sine trofaste veninder Coco (Buteau) og Sophie (Faris).
De har bevidst undladt at invitere Mel (Fisher), som er en veninde, de egentlig ikke bryder sig særlig meget om, og hvis kaotiske påfund kan få selv en bilulykke til at ligne en fredelig gåtur.
Mel dukker selvfølgelig op alligevel, og snart udvikler weekenden sig til det rene kaos. Hendes barnlige og konstant grænseoverskridende opførsel bringer veninderne i den ene håbløse situation efter den anden, og tvinger dem samtidig til at konfrontere deres egne problemer.
Superhunden Charlie - biografpremiere den 10. september
Den nye animationsfilm for hele familien ’Superhunden Charlie’ følger den niårige Danny, hvis bedste ven, den titulære hund, Charlie, er begyndt at skrante på sine gamle dage.
Dannys drømme om at tage på eventyr med Charlie bliver pludselig til virkelighed, da hunden bliver bortført af et rumvæsen, der leder efter et kæledyr, og vender hjem igen nu ung, talende og med superkræfter.
Da Danny og Charlie opdager, at nabokatten har en plan om at forurene menneskenes føde og overtage verden, kaster de sig ud på en mission for at stoppe ham.
Filmen er en tempofyldt og actionfyldt familiefilm om mod, venlighed, venskab og troen på sig selv.

Min kære - biografpremiere den 17. september
Det norske drama ’Min kære’ markerer første gang, at et originalt spillefilmsmanuskript skrevet af Nobelprisvinderen Jon Fosse bliver filmatiseret. Historien er skrevet til det store lærred og bliver bragt til live af instruktør Erik Poppe.
I centrum står Asle og Gerd, spillet af debutanterne Leo Magnus de la Nuez og Kristi-Helene Giæver Engeberg.
De finder hinanden i en lille kystby længst mod vest ved havet. De bliver forældre til en dreng, og for en stund er lykken fuldkommen.
Men Asle er ikke lige så rodfæstet som Gerd. Som sømand søger han væk.
Gerd bliver tilbage i det lille hus, alene med barnet, mens afstanden mellem hende og Asle vokser.
Palæstina 1936 - biografpremiere den 17. september
Jeremy Irons, Robert Aramayo og Hiam Abbass er i front i dramaet ’Palæstina 1936’ instrueret af den palæstinensiske filmskaber Annemarie Jacir.
Historien tager, som titlen antyder, sin begyndelse i 1936, hvor Palæstina befinder sig på randen af sammenbrud under det britiske mandatstyre.
Jacir forvandler perioden til et klassisk anlagt historisk drama om det arabiske oprør mod det britiske kolonistyre.
Briternes overgreb på lokalbefolkningen førte til en generalstrejke, der varede i flere måneder og satte den britiske administration under voldsomt pres.
Samtidig ankom et stigende antal jøder til området på flugt fra nazismens fremmarch i Europa. Midt i denne eksplosive situation blev Peel-kommissionen nedsat, som for første gang foreslog at dele området op i to selvstændige stater.
Resident Evil - biografpremiere den 17. september
Efter sine to meget succesfulde gyserfilm ‘Barbarian’ og ikke mindst sidste års ‘Weapons’, er alles øjne rettet mod instruktør Zach Cregger.
Filmskaberens næste projekt er en ny film baseret på de megapopulære videospil ‘Resident Evil’.
Filmen følger den unge medicinske kurér Bryan, hvis rutinelevering en dag bliver til et mareridt. Fanget i byen omgivet af drabelige væsener, må Bryan kæmpe sig ud - men for hver time, der går, bliver natten kun mere kaotisk og brutal.
Resident Evil-universet har været filmatiseret før. Først fik vi seks spillefilm fra 2002-2016 med Milla Jovovich i rollen som den opdigtede karakter Alice.
Sidenhen har vi både fået en kritiseret Netflix-serie samt endnu en filmatisering i ‘Resident Evil: Welcome to Raccoon City’ fra 2021. Derudover har der også været en række animationsfilm.
Runner - biografpremiere den 17. september
En piges liv er på spil i den kommende actionfilm ’Runner’, hvor man i de to hovedroller finder det umage par Hank Malone og Ben Bishop, der spilles af henholdsvis Reacher-stjernen Alan Ritchson og Wes Anderson-darlingen Owen Wilson.
Den tidligere soldat Hank får til opgave at levere et donororgan, som skal redde en 7-årig piges liv, da hun har akut brug for en transplantation.
Det bliver imidlertid hurtigt en dødsensfarlig kamp mod uret for Hank, hvis mission bliver meget mere besværlig af, at et brutalt kartel er ude efter at få fingrene i organet.
Hank skal dog ikke kun passe på organet og sig selv, men også beskytte den medicinske kurér (ja, endnu en) Ben, der modvilligt bliver en del af den eksplosive mission.
The Uprising - biografpremiere den 17. september
Vi befinder os i England i 1300-tallet.
Pesten hærger, og bønderne kæmper for at overleve under kongens brutale og undertrykkende styre. Da en fattig bonde, hvis identitet for nylig er blevet afsløret som værende en ung Robin Hood, spillet af Spider-Man-stjernen Andrew Garfield, nægter at adlyde kronens soldater, bliver det startskuddet til et voldsomt oprør.
Bønder fra hele landet slutter sig sammen og marcherer mod magtens centrum i London med ét klart budskab: Der bliver ingen fred, før de er frie.
’The Uprising’ er instrueret af Paul Greengrass, der bl.a. har stået bag tre film om Jason Bourne, og er inspireret af den sande historie om en blodig kamp for retfærdighed, der ændrede historien for altid.

Avengers: Endgame - repremiere den 23. september
Marvel sender denne måned superheltebraget ’Avengers: Endgame’ fra 2019 tilbage i biograferne. Genudgivelsen skal samtidig fungere som en direkte optakt til den kommende ’Avengers: Doomsday’, der rammer biograferne den 18. december.
Den nye udgave får en spilletid på hele 185 minutter og bliver dermed omkring fire minutter længere end originalversionen. Genudgivelsen byder dermed bl.a. på en ny introduktion, nyt materiale flettet ind i filmen, opdaterede farver og mindre ændringer i dialogen.
Derudover venter der en eksklusiv scene efter rulleteksterne, som skaber en direkte forbindelse mellem ’Endgame’ og ’Doomsday’.
Brohr - biografpremiere den 24. september
YouTube- og kultfænomenet Gigis har tidligere stået bag ‘Blokhavn’ og ‘Shabholm’, der følger vennerne Abdi, Musti, Ali, Ahmed, Hassan og Davito.
Nu er de tilbage med et nyt kapitel, hvor de seks drenge står over for deres hidtil største mission i animationsfilmen ’Brohr’. Gigis lægger igen stemme til de seks hovedpersoner. Men denne gang gøres de selskab af et stjernespækket cast.
Filmen beskrives som en humoristisk og samfundssatirisk fortælling om fællesskab og mangfoldighed. Drengene smides ind i et fremtidsscenarie, hvor AI, robotter og gentrificering har overtaget deres elskede kvarter – og forsøget på at redde hjembyen sender dem ud på et hæsblæsende og fuldstændig skørt eventyr.
Mads Mikkelsen indtager rollen som filmens skurk, Jasper Puch, mens rapdronningen Tessa giver stemme til Alis viljestærke hustru, Yasmina. Rasmus Bjerg er at høre som robotten Brohr, og som landets statsminister, Sofie Linda, finder vi selvfølgelig Sofie Linde.
Dobbeltfejl - biografpremiere den 24. september
En af årets stærkeste danske rollebesætninger ses i spændingsfilmen ’Dobbeltfejl’, der for nyligt blev udvalgt som en af de tre danske film, som kan blive Danmarks Oscar-kandidat i 2027.
I front for filmen finder man trioen Sidse Babett Knudsen, Sofie Gråbøl og Asta Kamma August som tre mødre, der bliver kastet ud i et intenst drama om loyalitet, løgne og hvor langt, man er villig til at gå for sine børn.
Historien tager sin begyndelse med et påstået seksuelt overgreb på en teenagedreng begået af to skolekammerater.
Da den succesfulde ejendomsmægler Anne Sofie (Knudsen) opdager, at hendes egen søn er dybere involveret, end hun først troede, sætter hun alt ind på at beskytte ham.
Filmen markerer en genforening af Sidse Babett Knudsen og Sofie Gråbøl, der, for første gang siden kæmpesuccesen ‘Den eneste ene’ fra 1999, står over for hinanden på det store lærred.
Flammende begær - biografpremiere den 24. september
Månedens anden film med Pilou Asbæk er den videnskabeligt plausible katastrofefilm ’Flammende begær’, der enten kan gøre underværker for Islands turistindustri… eller ødelægge den fuldstændigt.
Vigdís Hrefna Pálsdóttir spiller vulkanologen Anna. Da mindre vulkanudbrud begynder at ramme Island, samtidig med at jordskælvene bliver hyppigere, får Anna mistanke om, at de underjordiske systemer, man hidtil har betragtet som adskilte, måske i virkeligheden hænger sammen via ét enormt magmakammer dybt under jorden.
Myndighederne er selvfølgelig skeptiske over for Annas teori og er heller ikke meget for at lukke ned for den lukrative turisme. Men snart bliver tegnene på den forestående katastrofe for tydelige til at ignorere.
Midt i den potentielle naturkatastrofe begynder det samtidig at slå gnister (billedligt talt) mellem Anna og den danske fotograf Thomas (Pilou Asbæk). Problemet er bare, at Anna allerede er gift med Kristinn, som hun har datteren Salka med.
Heart of the Beast - biografpremiere den 24. september
Brad Pitt spiller hovedrollen i ’Heart of the Beast’, der følger den tidligere kommandosoldat James Belmont og hans trofaste militærhund Odin. Begge er pensionerede. Begge mærket af et liv ved fronten.
Men deres hidtil største kamp venter stadig. Et flystyrt dybt i Alaskas ødemark bliver startskuddet til et brutalt opgør med naturens nådesløse kræfter. I centrum står det ubrydelige bånd mellem manden og hans bedste ven.
Filmen er instrueret af den garvede actioninstruktør David Ayer. Han har tidligere stået bag den anmelderroste krigsfilm ‘Fury’, hvor Brad Pitt også havde hovedrollen, og har siden instrueret film som ‘Suicide Squad’, ‘The Beekeeper’ og senest Jason Statham-filmen ‘A Working Man’.
Monsterfabrikken - biografpremiere den 24. september
Animationsfilmen ’Monsterfabrikken’ er baseret på den britiske forfatter Guy Bass' Stinghoved-bogserie fra 2010'erne og følger det stille og forsigtige monsterbarn Lappe-Lars, der er blevet bragt til live af en skør professor.
Lappe-Lars fungerer som en slags omsorgsperson for de mange monstre, professoren skaber – væsner, der alle synes at komme til verden med skrig over rædslen ved overhovedet at eksistere.
Filmen beskrives som et humorfyldt twist på fortællingen om Frankenstein, som får nyt liv i det animerede komedie-eventyr for fans af 'Monsters, Inc.', 'Monsterhuset', 'Hotel Transylvania' og Tim Burton.
Satans Mænd - biografpremiere den 24. september
Filmatiseringen af den svenske forfatter Andrev Waldens succesroman af samme navn rammer de danske biografer i slutningen af måneden.
Waldens mørke men samtidig meget morsomme coming-of-age-fortælling blev i 2023 belønnet med den prestigefyldte Augustpris. Siden er bogen blevet adapteret til teaterscenen, og nu er turen altså kommet til det store lærred.
Historien er inspireret af virkelige begivenheder og følger Andrev gennem hans barndom og ungdom. Hans opvækst – og den person, han udvikler sig til – bliver i høj grad præget af de mange mænd, eller rettere sagt "jävla karlar", der gennem årene danner par med hans mor.
Filmen instrueres af Jens Sjögren efter et manuskript af Jakob Beckman. De to har tidligere arbejdet sammen på bl.a. ‘The Pirate Bay’ og ‘I Am Zlatan’.
To liv - biografpremiere den 24. september
En fransk-algerisk teenagepige begynder at udforske sin tiltrækning til kvinder, samtidig med at hun skjuler sin seksualitet i et muslimsk miljø i det nye drama ’To liv’.
Hovedrollen Fátima er 17 år, den yngste af tre søstre og bor med sin muslimske algeriske familie i en forstad til Paris. Hun er intelligent, konkurrenceminded og står foran at begynde på universitetet.
Hun har også astma, ryger, går med kasket og løstsiddende tøj, som om hun forsøger at bevæge sig gennem verden uden at tiltrække sig opmærksomhed. Hun har dog en hemmelighed: hun er til kvinder.
Filmen er et autentisk portræt af en ung kvinde, der forsøger at åbne en ny dør uden for altid at lukke døren til det hjem, hun kommer fra.