De forbindes ofte med vold, men ny dokumentarfilm vil hylde ekstreme fodboldfans

Otte lande. Ét sprog: Fodbold!
Ultras
(© Øst for Paradis)

Fodboldfans kommer i mange størrelser. Fra casual familiefædre og -mødre over dem, der ser med hver weekend og er medlem af fanklubberne. Og så er der ultras. Den hårde kerne af megafans, som er med til at skabe en helt særlig stemning på stadion med deres slagsange, koreografier og - desværre nogle gange - voldelige adfærd.

Den svenske instruktør Ragnhild Ekner kaster med dokumentarfilmen Ultras et blik på den fankultur, der kredser om de allermest hardcore fodboldfanatikere. Dem, hvor tribunerne bliver deres andet hjem og som kan skabe en helt særlig, elektrisk energi.

'Ultras' følger fodboldstadioner i otte lande og på fire kontinenter og oplever den unikke, boblende energi og atmosfære blandt nogle af fodboldens mest dedikerede fans i lande som Argentina, Egypten, Italien, Marokko og Storbritannien.

I Göteborg følger vi det omhyggelige arbejde med at lave et stort banner. Timer og atter timers arbejde i en gigantisk hal. Syning, maling, konstruktion.

I Indonesien følger vi unge muslimske kvinder, der skaber deres egen plads på tribunerne og dermed en synlig plads i samfundet.

Filmen har dansk biografpremiere i denne uge. Traileren kan ses nederst i artiklen.

Selvom fodboldfans af den mest dedikerede slags ofte forbindes med vold og sammenstød med politiet, er filmen ikke skabt for at pege fingre.

Til gengæld håber instruktøren efter eget udsagn at "give alle dem, der ser tribunerne som deres andet hjem, en bekræftelse på, at de er en del af noget stort og magtfuldt, noget verdensomspændende og samfundsændrende, noget interessant og meningsfuldt. Og skabe nysgerrighed, bidrage med en smule kompleksitet til dem, der ønsker at udfordre deres syn på fænomenet."

Som Ekner også udtaler i en pressemeddelelse om filmen:

- Der er også en balancegang mellem det konstruktive og det destruktive, den balancegang, hvor mange af os føler os mest levende. Hvad ville vi ellers gøre uden denne chance for at ventilere? Der skabes en lille verden inden for den store, en verden, hvor det er ultras, der sætter dagsordenen og har magten. 

- Det handler om styrken i det kollektive, og at finde kraft og mening i ens liv gennem en subkulturel kontekst. Det var mit ønske at lave en film, som fodboldfans kunne se sig selv i. Det er ikke et kritisk blik, det er en hyldest!

'Ultras' har dansk biografpremiere den 2. oktober.

Se traileren til 'Ultras' herunder:

Nyeste film i biografen