De danske anmeldere kalder 'Dune 2' "forbløffende", "episk" og "forpustende spændingsfyldt"

Storfilmen bedømt
Dune: Del 2
(© Warner Bros.)

I dag er der premiere på en af årets mest ventede film, Dune: Del 2, og de danske kritikere, der på nuværende tidspunkt har publiceret deres anmeldelser, er ovenud begejstrede for science fiction-braget.

Denis Villeneuves efterfølger til den femdobbelte Oscar-vindende Dune fra 2021, der i øvrigt også var et hit blandt anmelderne, følger igen Paul Atreides (Timothée Chalamet) i sin kamp mod den onde Harkonnen-slægt.

De første reaktioner fra udlandet er ligeledes virkelig gode, som du kan læse om her, og nu følger de danske kolleger så trop.

Udpluk af de danske anmelderes dom over Dune: Del 2:

Børsen, Michael Solgaard, 5 stjerner

- Ingen 'Dune'-fans vil blive skuffede over 'Dune: Del 2'. Det er en film, der har alt det, en science fiction-film skal have.

Filmmagasinet Ekko, Helen O’Hara, 5 stjerner

- Skalaen er episk, men fokus er stadig på karaktererne. Omgivelserne er fantastiske, men psykologien føles forankret i virkeligheden.

Jyllands-Posten, Frederik Asschenfeldt Vandrup, 5 stjerner

- Årets første store blockbuster-begivenhed er lige præcis så ambitiøs og storslået, som man kunne drømme om – men den er faktisk bedst, når den finder et roligt øjeblik med sine hovedpersoner.

Kristeligt Dagblad, Per Juul Carlsen, 5 stjerner

- En blockbuster med noget så sjældent som personlighed, filmkunstnerisk temperament og mod til at diskutere de store spørgsmål.

Politiken, Joakim Grundahl, 5 stjerner

- Sci-fi-hovedværket 'Dune' er kendt som romanen, der ikke kan filmatiseres, men i anden del af sin trilogi lykkes det Denis Villeneuve at få ret god underholdning ud af forlæggets komplekse verden.

Soundvenue, Helena Christine Luxhøj, 5 stjerner

- Ved at fæstne grandios epik i rørende personskildringer har Denis Villenueve med ’Dune: Del 2’ fuldendt en forbløffende sci-fi-saga, der både er ikonografisk dårende og forpustende spændingsfyldt.

Se flere mediers anmeldelser her.

Filmen udforsker den unge hertug Paul Atreides mystiske rejse, hvor han forenes med Chani og fremenerne, mens han er på hævnens krigssti mod de sammensvorne, der ødelagde hans familie. 

Da han står foran et valg mellem sit livs kærlighed og universets skæbne, gør han alt for at forhindre en frygtelig fremtid. 

Dune: Del 2 er aktuel i biografen. 

Køb dine billetter herunder og se traileren nederst: