To danskere er med i ny Alien-serie: Se de første billeder af dem her

Premieredatoen er også offentliggjort
Alien: Romulus
(© Walt Disney / Alien: Romulus)

Du har måske ikke hørt navnet Diêm Camille endnu, men hun er en af de nye danske skuespiller-stjerner, der allerede har flere store film og serier på sit CV - både i Danmark og i udlandet.

Nu er hun med i en af de allerstørste gyser-franchises, nemlig science fiction-universet, der startede med Alien i 1979.

Der er nu kommet en ny plakat og billeder fra serien Alien: Earth, hvor vi ser Diêm Camille sammen med resten af det nye hold af monster-bekæmpere i den første serie i universet.

Diêm Camille er dog ikke den eneste dansker, som har fundet vej til det ikoniske sci-fi-univers. Hun får nemlig følgeskab af Sandra Yi Sencindiver, der allerede kan prale af at have medvirket i flere store udenlandske serier - herunder 'The Wheel of Time' og 'Foundation'.

'Alien: Earth' foregår to år før Sigourney Weaver tørnede sammen med monstrerne i den første Alien-film, hvor vi for første gang stiftede bekendtskab med de frygtindgydende Xenamorphs.

Året er 2120. Her lever menneskene nu på Jorden sammen med både cyborgs og robotter. Men da ejeren af gigantvirksomhederne Wunderkind og Prodigy Corporation opfinder en ny type robot - en hybrid kaldet Wendy, starter en nyt løb mod udødelighed.

Efter et rumskib styrter ned på Jorden, finder Wendy og hendes hold af hybrid-soldater en mystisk livsform i skibet, der sender dem ud på en skræmmende kamp på liv og død - og mødet med et af universets farligste væsner!

Se den nye plakat og billederne fra 'Alien: Earth' nederst i artiklen.

I 2024 udkom der en efterfølger til publikumskuffelsen Alien: Covenant fra 2017 med Fede Alverez’ Alien: Romulus, som blev et kæmpe biografhit. 

Den uruguayanske instruktør er allerede i gang med at lave en fortsættelse, men i mellemtiden kan vi se frem til netop 'Alien: Earth' fra skaber Noah Hawley, der også står bag de sortkomiske serier 'Fargo' og 'Legion'. 

På rollelisten finder man bl.a. David Rysdahl ('Fargo'), Samuel Blenkin ('Mickey 17'), Sydney Chandler ('Don't Worry Darling'), Alex Lawther ('Andor'), Essie Davis ('The Babadook') og Timothy Olyphant ('Hit Man').

Sidst men ikke mindst, finder man altså også netop Diêm Camille, der bl.a. har været med i hit-serien 'Sommerdahl'. 'Den store stilhed' og DR-serien 'Bad Bitch', der blev den første danske dramaserie med en afrikansk-dansker foran og bag kameraet i form af Camille selv. Derudover har man også kunnet opleve hende i Prime-serien 'The Wheel of Time'. 

Diêm Camille forventes at have en større rolle i Alien-serien, da hun indgår som en del af holdet anført af Wendy. Mens Sandra Yi Sencindiver på sin Instagram har afsløret, at hun spiller Yutani, hvilket nok får en del klokker til at ringe hos fans. 

"The Company", som det tit omtales, der står bag det hele i Alien-universet, hedder nemlig Weyland-Yutani Corporation. Med andre ord er det en ret ikoniske rolle, som Sandra Yi Sencindiver indtager - og formentlig af skurkekarakter.

Nu er der kommet flere nye billeder fra serien - og vi kan ikke vente med at se mere til de frygtindgydende Xenomorphs, der i denne omgang kommer til Jorden!

'Alien: Earth' har premiere den 13. august på Disney+.

Alien: Earth
(© Disney)
Alien: Earth
Diêm Camille i 'Alien: Earth' (© Disney)
Alien: Earth
Sandra Yi Sencindiver i 'Alien: Earth' (© Disney)
Alien: Earth
(© Disney)
Alien: Earth
(© Disney)
Alien: Earth
(© Disney)
Alien: Earth
(© Disney)

Nyeste film i biografen