Dansker er med i ny Gerard Butler-actionfilm: "Han grinede af mine jokes"

Får premiere i 2026
Greenland 2: Migration
(© Lionsgate / Greenland 2: Migration)

Biografåret 2026 bliver skudt i gang med en ny Gerard Butler-film, når Greenland 2: Migration får premiere den 29. januar.

Det er opfølgeren til Greenland fra 2020, hvor Jorden går under efter, at en komet styrter ned, og Butlers karakter John Garrity med sin kone og søn søger tilflugt i en bunker på Grønland. 

Vi vender nu efter fem år tilbage til det dystopiske univers, hvor Jorden stadig plages af kometens ødelæggelse, men måske er der håb.

På rollelisten til den nye film finder vi igen Morena Baccarin (Deadpool) som Johns hustru Alison, mens Roman Griffin Davis (Jojo Rabbit) overtager rollen som sønnen Nathan.

Men en dansker har også fundet vej til den nye Gerard Butler-film.

Speak No Evil
Sidsel Siem Koch i 'Speak No Evil' (2022) (© Nordisk Film)

Det drejer sig om skuespiller Sidsel Siem Koch, der dukker op en mindre rolle som karakteren Pia, som bor i bunkeren på Grønland.

Sidsel Siem Koch fik sit filmiske gennembrud i 2022 med den danske gyser Speak No Evil, hvor hun indtog rollen som Louise - moren i familien af tre, der tager en weekendtur til Holland, hvor tingene løber af sporet.

Om sin oplevelse i 'Greenland 2: Migration' udtaler Sidsel Siem Koch til kino.dk:

- Det var så sjovt. Jeg filmede en hel dag med Gerard Butler og Morena Baccarin, og de var mega søde.

- Gerard var vildt sød, enormt sjov og nem at arbejde med - og han grinede heldigvis af mine jokes. Det reddede hele min dag, når man nu står på første optagedag på en kæmpe actionfilm.

I starten af i år kunne den danske skuespiller opleves i DRs drama-dokumentar 'Kodenavn: Storfyrstinden', hvor hun indtog hovedrollen som den danske modstandskvinde Jutta Graae.

Til næste år kan man se frem til flere film og serier med Sidsel Siem Koch, herunder 'De forbandede år 3' og sæson 8 af 'Sygeplejeskolen' og sæson 2 af 'Dag og nat'. 

'Greenland 2: Migration' får dansk biografpremiere den 29. januar. Se traileren herunder.

Nyeste film i biografen